Дополнения от 25.06.2024 к практике в Европейском суде по правам человека (ЕСПЧ)
Постановление ЕСПЧ от 09 июля 2021 года по делу "М.А. против Дании" (жалоба N 6697/18).
В 2018 году заявителю была оказана помощь в подготовке жалобы. Впоследствии жалоба была коммуницирована Дании.
По делу обжалуется необоснованный установленный законом трехлетний период ожидания воссоединения семьи в отношении лиц, находящихся под дополнительной или временной защитой, не позволяющий проводить индивидуальную оценку обстоятельств дела. По делу имело место нарушение требований статьи 8 Конвенции.
ОБСТОЯТЕЛЬСТВА ДЕЛА
Заявитель является гражданином Сирии, который уехал из этой страны в 2015 году в Данию, где ему был предоставлен "статус временной защиты" на протяжении одного года в соответствии с Законом об иностранцах (далее - Закон), при этом его вид на жительство впоследствии продлевался также на один год. Миграционная служба Дании не установила, что заявитель отвечал требованиям для получения особого "конвенционного статуса" или "статуса защиты", в соответствии с которым вид на жительство обычно выдавался на пять лет. После пяти месяцев проживания в Дании заявитель потребовал провести воссоединение со своей семьей, которая состояла из его жены и двух взрослых детей. Его ходатайство было отклонено, так как на протяжении последних трех лет заявитель не имел вида на жительство, как того требовал закон, и поскольку отсутствовали исключительные основания иным образом разрешить воссоединение семьи. Заявитель безуспешно обжаловал отказ в разрешении на воссоединение со своей супругой вплоть до Верховного суда Дании, который вынес решение в 2016 году.
В 2018 году, прожив в Дании чуть более двух лет и десяти месяцев, заявитель подал новое ходатайство о воссоединении семьи. После того как были представлены правильные документы, супруге заявителя было выдано разрешение и она въехала в страну.
ВОПРОСЫ ПРАВА
По поводу соблюдения статьи 8 Конвенции. Европейский Суд ранее не рассматривал вопросов о том, соответствовал ли требованиям статьи 8 Конвенции и, если да, то в какой степени, предусмотренный законом трехлетний срок ожидания для воссоединения семьи в отношении лиц, находящихся под дополнительной или временной защитой.
(а) Прецедентная практика относительно материально-правовых требований применительно к воссоединению семьи. В целом Европейский Суд выразил сомнение в том, что существовала позитивная обязанность государства-участника гарантировать воссоединение семьи, если имели место одно или несколько из следующих обстоятельств:
- семейная жизнь возникла в тот период времени, когда заинтересованные лица осознавали, что миграционный статус одного из них являлся таковым, что продолжение семейной жизни в принимающем государстве с самого начала было бы сомнительным;
- лицо, запрашивающее разрешение на воссоединение семьи, имело ограниченные связи с принимающим государством, что обычно подразумевалось, если это лицо находилось в стране короткий срок и незаконно;
- отсутствовали непреодолимые обстоятельства для семейного проживания в стране происхождения для лиц, запрашивающих разрешение на воссоединение;
- лицо, запрашивающее разрешение на воссоединение семьи (спонсор), не могло доказать, что оно обладает достаточным и постоянным доходом, который не является социальными пособиями, чтобы оплатить базовые расходы на содержание членов своей семьи.
Вместе с тем Европейский Суд был готов признать, что существовала позитивная обязанность, если имела место совокупность следующих обстоятельств:
- лицо, запрашивающее разрешение на воссоединение семьи, имело устойчивое положение в принимающем государстве или прочные связи с этой страной;
- семейная жизнь уже была создана, когда запрашивающее лицо достигло устойчивого положения в принимающем государстве;
- и запрашивающее лицо, и члены его семьи уже проживали в запрашивающем государстве на момент подачи ходатайства;
- в деле участвовали дети, поскольку их интересам придавалось особое значение;
- имели место непреодолимые или значимые препятствия для проживания семьей в государстве происхождения лица, запрашивающего воссоединение семьи.
(b) Пределы свободы усмотрения. Европейский Суд, принимая прецедентные решения по подобным вопросам, должен был рассмотреть пределы предоставленной государству свободы усмотрения. При этом учитывались несколько факторов.
(i) Конвенция и существующее прецедентное право. Существовало несколько доводов в пользу предоставления государствам широкой свободы усмотрения. Во-первых, статья 8 Конвенции не гарантирует абсолютные права. Когда речь идет о миграции, указанная норма не может рассматриваться как налагающая на государство общую обязанность уважать выбор семейной парой страны их совместного проживания или санкционировать воссоединение семьи в этой стране. Европейский Суд неоднократно признавал, что миграционный контроль является законной целью для вмешательства государства в право на уважение семейной жизни по смыслу статьи 8 Конвенции. То же самое применимо и к позитивным обязательствам. Во-вторых, Европейский Суд признал, что миграционный контроль служит общим интересам экономического благополучия страны и применительно к этому контролю государству обычно предоставляется широкая свобода усмотрения.
В то же время общая ситуация с насилием в конкретном государстве может быть настолько напряженной, чтобы оправдывать вывод о том, что любое лицо, возвращенное в государство, будет подвергаться риску жестокого обращения в нарушение требований статьи 3 Конвенции исключительно на основании своего присутствия в стране. Абсолютный характер гарантированного статьей 3 Конвенции права не предусматривает каких-либо исключений или оправданий, или уравновешивания интересов. Следовательно, увеличившийся поток мигрантов не может освободить государство от обязанностей, установленных указанным конвенционным положением. В принципе данный фактор также может ограничивать свободу усмотрения государств при определении справедливого баланса между противостоящими интересами воссоединения семьи и интересами миграционного контроля в соответствии со статьей 8 Конвенции, хотя в периоды массового притока беженцев и значительного ограничения ресурсов принимающие государства должны иметь возможность полагать, что к сфере их свободы усмотрения относится возможность предоставления предусмотренной статьей 3 Конвенции защиты бо льшему количеству лиц по сравнению с соблюдением предусмотренного статьей 8 Конвенции интереса на воссоединение семьи некоторых из таких лиц. Кроме того, соображения относительно согласующихся со статьей 8 Конвенции процессуальных требований для обработки ходатайств беженцев о воссоединении семьи должны равнозначно применяться и к лицам, находящимся под дополнительной защитой, включая лиц, в отношении которых существует риск применения обращения, противоречившего статье 3 Конвенции, вследствие общей ситуации в стране их происхождения и, если этот риск имел не временный, а, по-видимому, постоянный и длящийся характер.
(ii) Качество парламентской и судебной проверок. Европейский Суд неоднократно отмечал, что к его компетенции относится рассмотрение решений, принимаемых законодательными органами государств, а также он оценивал качество парламентской и судебной проверок необходимости принятия конкретной меры. Европейский Суд также указал, что Протокол N 15 к Конвенции, вносящий в нее изменения, включая усиленное внимание к принципу субсидиарности и доктрине свободы усмотрения, должен был вступить в силу 1 августа 2021 г.
(iii) Степень консенсуса на государственном, международном и европейском уровнях относительно применимости к настоящему делу. Европейский Суд не усмотрел каких-либо общих оснований на государственном, международном и европейском уровнях применительно к периоду ожидания на воссоединение семьи.
(iv) Вывод. Принимая во внимание вышеизложенное, Европейский Суд счел, что государствам-участникам следует предоставить широкую свободу усмотрения при принятии решения относительно того, применять ли период ожидания для воссоединения семьи, если запрос на воссоединение подан лицом, не имеющим статуса беженца, но пользующимся дополнительной защитой или, как в случае с заявителем, временной защитой.
Тем не менее свобода усмотрения, которой государства пользуются в этой области, не может быть безграничной и должна оцениваться в свете пропорциональности принятой меры. Хотя Европейский Суд не усмотрел причин оспаривать рациональность двухлетнего периода ожидания, лежащего в основе статьи 8 Директивы Совета Европейского союза 2003/86/ЕС "О праве на воссоединение семей" (три года считались допустимыми только в порядке исключения), если речь идет о периодах, превышающих указанный срок, то непреодолимые препятствия для осуществления семейной жизни в стране происхождения прогрессивно приобретают большее значение при оценке справедливого баланса интересов сторон. Хотя нельзя считать, что статья 8 Конвенции возлагает на власти государства общую обязанность санкционировать воссоединение семьи на своей территории, требования Конвенции должны быть применимыми на практике и эффективными, а не теоретическими и иллюзорными при их применении к конкретному делу.
Кроме того, упомянутая оценка справедливого баланса интересов сторон должна являться часть процесса принятия решения, который достаточным образом гарантирует гибкость, скорость и эффективность, необходимые для соблюдения предусмотренного статьей 8 Конвенции права заявителя на уважение семейной жизни.
(с) Применение вышеизложенных принципов в настоящем деле. Ключевой вопрос заключался в том, обеспечили ли власти Дании, отказывая в сентябре 2016 года в удовлетворении ходатайства заявителя о воссоединении семьи вследствие необходимости соблюдения трехлетнего периода ожидания, справедливый баланс между противостоящими интересами отдельного лица и общества в целом. Интерес заявителя заключался в воссоединении со своей семьей так быстро, как это было возможно, в то время как власти Дании защищали свой интерес - осуществление контроля за миграцией как способ защиты общего интереса, то есть обеспечение экономического благополучия страны, а также способ гарантировать эффективную интеграцию находящихся под защитой лиц для сохранения сплоченности общества. Однако относительно последнего упомянутого момента следует помнить, что воссоединение семьи также может служить цели сохранения сплоченности общества и способствовать интеграции иностранцев в общество.
(i) Законодательная база и политические рамки. Европейский Суд не усмотрел причин оспорить проводимое законодательством Дании разграничение между, с одной стороны, лицами, находящимися под защитой вследствие индивидуальной угрозы, а именно имеющими статус беженца согласно Конвенции Организации Объединенных Наций о статусе беженцев, и, с другой стороны, лицами, получившими защиту вследствие угрозы общего характера, так называемый статус временной защиты.
Европейский Суд также установил, что общие обоснования для правовых норм о статусе временной защиты базировались на необходимости контроля за миграцией населения, которая служила общим интересам экономического благополучия страны, а также необходимости обеспечения эффективной интеграции находящихся под защитой лиц с целью сохранения социального единства. Более того, при введении в действие в 2016 году трехлетнего срока ожидания для воссоединения семьи орган законодательной власти Дании не обладал возможностью получить, согласно существовавшей прецедентной практике, какое-либо четкое руководство относительно того, соответствовало ли такое законодательное ограничение статье 8 Конвенции и, если да, то в какой степени.
Однако период ожидания продолжительностью в три года, хотя и временный, по всем стандартам являлся длительным периодом отдельного проживания от семьи, когда оставшиеся вдали члены семьи проживали в стране, где имели место произвольные жестокие нападения и жестокое обращение с гражданским населением, и было признано наличие непреодолимых препятствий для воссоединения семьи в этой стране. Кроме того, фактический период разделения семьи неизбежно будет еще больше, чем заявленный период ожидания, и усугубит разрыв семейной жизни, а также, как в настоящем деле, уничтожит взаимную радость от совместного семейного проживания, что составляет суть жизни в браке. Члены семьи находятся в разлуке во время перелета, первых часов прибытия в принимающем государстве, пока миграционные власти рассматривают ходатайство о предоставлении убежища, а также в течение некоторого времени после трехлетнего периода ожидания (или, как в настоящем деле, в течение двух месяцев до этого периода), пока власти примут решение.
Несмотря на то что в Закон было внесено "положение о пересмотре", чтобы трехлетний период ожидания мог быть пересмотрен, самое позднее в течение 2017/18 парламентского года, по-видимому, резкое сокращение количества обращающихся за убежищем лиц в 2016 и 2017 годах не способствовало какому-либо пересмотру правила о трех годах ожидания.
(ii) Индивидуальная ситуация заявителя. Что касается особых обстоятельств лиц, затронутых данным делом, было очевидно, что заявитель и его супруга длительное время вели семейную жизнь, поскольку состояли в браке 25 лет. Заявитель бежал из Сирии вследствие произвольных жестоких нападений и жестокого обращения с гражданским населением. Заявитель оставил свою жену в Сирии, чтобы, по его словам, уберечь ее от тягот переезда, а также с надеждой, что она сможет присоединиться к нему в принимающем государстве, как только заявитель приобретет в этой стране устойчивый статус. Что касается степени связей с Данией, заявитель проживал в этой стране пять месяцев, когда подал в 2015 году ходатайство о воссоединении семьи, и один год и три месяца, когда это ходатайство было отклонено в сентябре 2016 года. Таким образом, в рассматриваемое время заявитель имел ограниченные связи с Данией, а его супруга вообще не имела связей с этой страной.
В своем решении об отказе в выдаче заявителю разрешения на воссоединение с супругой Верховный суд Дании учел применимые принципы статьи 8 Конвенции и соответствующую прецедентную практику по делам о воссоединении семьи. Верховный суд Дании также отметил, что в ряде других государств - участников Конвенции действовали аналогичные правила и что Европейский Суд еще не решил, в какой степени такие предусмотренные законом периоды ожидания соответствуют статье 8 Конвенции. Верховный суд Дании также принял во внимание подготовительные материалы к поправкам в законодательство, которыми был установлен трехлетний срок ожидания для воссоединения семьи, и отметил предысторию внесения этих поправок. Он согласился с тем, что супруги столкнулись с непреодолимыми препятствиями для совместного проживания в Сирии, но подчеркнул, что препятствия для ведения ими совместной семейной жизни имели временный характер. Заявитель мог вернуться в Сирию, когда общая ситуация в стране улучшилась бы. Если бы в течение трех лет со дня предоставления заявителю разрешения на проживание в Дании ситуация в Сирии не улучшилась, заявитель получил бы в обычном порядке право обращаться за разрешением на воссоединение с семьей. Если до истечения указанного трехлетнего срока возникли бы исключительные обстоятельства, заявитель получил бы разрешение на воссоединение с семьей.
Европейский Суд не мог не отметить, что после внесения изменений закон не позволял проводить индивидуальную оценку интереса в воссоединении семьи в свете конкретной ситуации заинтересованного лица, кроме крайне ограниченного перечня исключительных ситуаций. Также закон не предусматривал оценку ситуации в стране происхождения с целью определения реальных перспектив возвращения беженцев или препятствий для такого возвращения. Таким образом, для заявителя законодательная база и трехлетний период ожидания являлись строгими требованиями, в соответствии с которым заявитель пережил длительную разлуку с супругой, независимо от соображений целостности семьи в свете вероятного продолжения существования препятствий для семейной жизни. Нельзя сказать, что заявителю была предоставлена реальная возможность в соответствии с применимым законодательством провести индивидуальную оценку того, был ли более короткий период ожидания, чем три года, оправдан соображениями единства семьи.
(iii) Вывод. Принимая во внимание вышеизложенное, Европейский Суд не был убежден в том, несмотря на предоставленную властям Дании свободу усмотрения, что упомянутые власти установили справедливый баланс конкурирующих в настоящем деле интересов.
ПОСТАНОВЛЕНИЕ
По делу имело место нарушение статьи 8 Конвенции (принято 16 голосами "за" при одном - "против").
Европейский Суд также постановил единогласно, что отсутствовала необходимость отдельно рассматривать жалобу заявителя на нарушение статьи 14 Конвенции, взятой во взаимосвязи со статьей 8 Конвенции.
КОМПЕНСАЦИЯ
В порядке применения статьи 41 Конвенции. Европейский Суд присудил заявителю 10 000 евро в качестве компенсации морального вреда.
Источник публикации: https://espchhelp.ru/blog/4727-m-a-protiv-danii-1 .
The ECHR ruling of July 09, 2021 in the case "M.A. v. Denmark" (complaint No. 6697/18).
In 2018, the applicant was assisted in preparing the complaint. Subsequently, the complaint was communicated to Denmark.
The case is being appealed against the unjustified three-year waiting period established by law for family reunification in respect of persons under additional or temporary protection, which does not allow for an individual assessment of the circumstances of the case. There was a violation of the requirements of article 8 of the Convention in the case.
THE CIRCUMSTANCES OF THE CASE
The applicant is a Syrian citizen who left this country in 2015 for Denmark, where he was granted "temporary protection status" for one year in accordance with the Aliens Act (hereinafter referred to as the Law), while his residence permit was subsequently extended for one year as well. The Danish Migration Service did not establish that the applicant met the requirements for obtaining a special "convention status" or "protection status", according to which a residence permit was usually issued for five years. After five months of living in Denmark, the applicant requested to be reunited with his family, which consisted of his wife and two adult children. His application was rejected because the applicant had not had a residence permit for the past three years, as required by law, and because there were no exceptional grounds to otherwise allow family reunification. The applicant unsuccessfully appealed against the refusal of permission to reunite with his wife all the way to the Danish Supreme Court, which ruled in 2016.
In 2018, after living in Denmark for just over two years and ten months, the applicant filed a new application for family reunification. After the correct documents were submitted, the applicant's spouse was granted a permit and entered the country.
LEGAL ISSUES
Regarding compliance with article 8 of the Convention. The European Court has not previously considered the issues of whether the requirements of Article 8 of the Convention and, if so, to what extent, the three-year waiting period provided for by law for family reunification in respect of persons under additional or temporary protection met.
(a) Case law on the substantive requirements for family reunification. In general, the Court questioned whether there was a positive obligation on the State party to guarantee family reunification if one or more of the following circumstances occurred:
- family life arose at a time when the interested persons realized that the migration status of one of them was such that the continuation of family life in the host state from the very beginning would be doubtful;
- the person requesting permission for family reunification had limited ties with the host State, which was usually implied if the person was in the country for a short period and illegally;
- there were no insurmountable circumstances for family residence in the country of origin for persons requesting permission to reunite;
- the person requesting permission for family reunification (sponsor) could not prove that he has sufficient and permanent income, which is not social benefits, to pay the basic expenses for the maintenance of his family members.
At the same time, the European Court was ready to recognize that there was a positive obligation if there was a combination of the following circumstances:
- the person requesting permission for family reunification had a stable position in the host State or strong ties with that country;
- family life has already been established when the requesting person has reached a stable position in the receiving State;
- both the requesting person and his family members already resided in the requesting State at the time of filing the application;
- children participated in the case, because their interests were given special importance;
- There were insurmountable or significant obstacles to family residence in the State of origin of the person requesting family reunification.
(b) Limits of discretion. The European Court, in making precedent-setting decisions on such issues, should have considered the limits of the discretion granted to the State. Several factors were taken into account.
(i) The Convention and existing case law. There were several arguments in favor of giving States broad discretion. Firstly, article 8 of the Convention does not guarantee absolute rights. When it comes to migration, this rule cannot be considered as imposing on the State a general obligation to respect the choice of a married couple of the country of their joint residence or to authorize family reunification in this country. The European Court has repeatedly recognized that migration control is a legitimate purpose for State interference in the right to respect for family life within the meaning of Article 8 of the Convention. The same applies to positive commitments. Secondly, the European Court recognized that migration control serves the general interests of the country's economic well-being and, in relation to this control, the State is usually given wide discretion.
At the same time, the general situation of violence in a particular State may be so tense as to justify the conclusion that any person returned to the State will be at risk of ill-treatment in violation of the requirements of article 3 of the Convention solely on the basis of his presence in the country. The absolute nature of the right guaranteed by article 3 of the Convention does not provide for any exceptions or justifications, or balancing of interests. Consequently, the increased flow of migrants cannot exempt the State from the obligations established by the said convention provision. In principle, this factor may also limit the discretion of States in determining a fair balance between the opposing interests of family reunification and the interests of migration control in accordance with article 8 of the Convention, although during periods of massive influx of refugees and significant resource constraints, host States should be able to assume, that the scope of their discretion includes the possibility of granting the protection provided for in article 3 of the Convention to a greater number of persons than in compliance with the interest provided for in article 8 of the Convention for family reunification of some of these persons. In addition, considerations on the procedural requirements consistent with article 8 of the Convention for processing refugee applications for family reunification should equally apply to persons under additional protection, including persons who are at risk of being treated contrary to article 3 of the Convention due to the general situation in their country of origin and, if this risk was not temporary, but apparently permanent and lasting in nature.
(ii) The quality of parliamentary and judicial checks. The European Court has repeatedly noted that its competence includes consideration of decisions taken by the legislative bodies of States, and it has also assessed the quality of parliamentary and judicial checks on the need for a specific measure. The European Court also pointed out that Protocol No. 15 to the Convention, amending it, including increased attention to the principle of subsidiarity and the doctrine of discretion, was supposed to enter into force on August 1, 2021.
(iii) The degree of consensus at the national, international and European levels on the applicability to the present case. The European Court did not find any common grounds at the national, international and European levels in relation to the waiting period for family reunification.
(iv) Conclusion. Taking into account the above, the European Court considered that States parties should be given wide discretion in deciding whether to apply a waiting period for family reunification if the request for reunification is submitted by a person who does not have refugee status but enjoys additional protection or, as in the case of the applicant, temporary protection.
Nevertheless, the discretion that States enjoy in this area cannot be unlimited and must be assessed in the light of the proportionality of the measure taken. Although the European Court saw no reason to challenge the rationality of the two-year waiting period underlying Article 8 of the Council of the European Union Directive 2003/86/EC "On the right to family reunification" (three years were considered permissible only as an exception), if we are talking about periods exceeding the specified period, then insurmountable obstacles to the implementation of family life in The country of origin is progressively becoming more important in assessing the fair balance of interests of the parties. Although article 8 of the Convention cannot be considered to impose on the authorities of a State a general obligation to authorize family reunification on its territory, the requirements of the Convention should be applicable in practice and effective, and not theoretical and illusory when applied to a particular case.
In addition, the aforementioned assessment of the fair balance of interests of the parties should be part of a decision-making process that sufficiently guarantees the flexibility, speed and efficiency necessary to comply with the applicant's right to respect for family life provided for in article 8 of the Convention.
(c) The application of the above principles in the present case. The key question was whether the Danish authorities, in rejecting the applicant's application for family reunification in September 2016 due to the need to comply with the three-year waiting period, had ensured a fair balance between the opposing interests of the individual and society as a whole. The applicant's interest was to reunite with his family as quickly as possible, while the Danish authorities defended their interest in controlling migration as a way of protecting the common interest, that is, ensuring the economic well-being of the country, as well as a way to guarantee the effective integration of protected persons in order to maintain social cohesion. However, regarding the last mentioned point, it should be remembered that family reunification can also serve the purpose of preserving social cohesion and promoting the integration of foreigners into society.
(i) Legislative framework and policy framework. The European Court found no reason to challenge the distinction made by Danish law between, on the one hand, persons who are protected as a result of an individual threat, namely those who have refugee status under the United Nations Convention relating to the Status of Refugees, and, on the other hand, persons who have received protection as a result of a general threat, the so-called temporary protection status.
The European Court also found that the general justifications for the legal norms on the status of temporary protection were based on the need to control the migration of the population, which served the common interests of the economic well-being of the country, as well as the need to ensure the effective integration of protected persons in order to preserve social unity. Moreover, when the three-year waiting period for family reunification was introduced in 2016, the Danish legislature did not have the opportunity, according to existing case law, to receive any clear guidance on whether such a legislative restriction was in accordance with article 8 of the Convention and, if so, to what extent.
However, the three-year waiting period, although temporary, was by all standards a long period of separation from the family, when the family members who remained away lived in a country where arbitrary brutal attacks and ill-treatment of the civilian population took place, and it was recognized that there were insurmountable obstacles to family reunification in that country. In addition, the actual period of family separation will inevitably be even longer than the stated waiting period, and will worsen the gap in family life, as well as, as in the present case, destroy the mutual joy of family living together, which is the essence of life in marriage. Family members are separated during the flight, the first hours of arrival in the host State, while the migration authorities consider the application for asylum, as well as for some time after the three-year waiting period (or, as in the present case, for two months before this period), while the authorities make a decision.
Although a "revision clause" was introduced into the Law so that the three-year waiting period could be revised, at the latest during the 2017/18 parliamentary year, it seems that the sharp decrease in the number of asylum seekers in 2016 and 2017 did not contribute to any revision of the three-year waiting rule.
(ii) The applicant's individual situation. As for the special circumstances of the persons affected by the case, it was obvious that the applicant and his wife had been married for a long time, since they had been married for 25 years. The applicant fled Syria as a result of arbitrary violent attacks and ill-treatment of the civilian population. The applicant left his wife in Syria, in order, according to him, to protect her from the hardships of moving, and also with the hope that she would be able to join him in the host State as soon as the applicant acquired a stable status in that country. With regard to the extent of his ties with Denmark, the applicant had been living in that country for five months when he filed a family reunification application in 2015, and for one year and three months when this application was rejected in September 2016. Thus, at the time under review, the applicant had limited ties with Denmark, and his wife had no ties with that country at all.
In its decision to refuse to grant the applicant permission to reunite with his spouse, the Danish Supreme Court took into account the applicable principles of article 8 of the Convention and relevant case law in family reunification cases. The Danish Supreme Court also noted that a number of other States parties to the Convention had similar rules and that the European Court had not yet decided to what extent such statutory waiting periods complied with article 8 of the Convention. The Danish Supreme Court also took into account the preparatory materials for the legislative amendments, which established a three-year waiting period for family reunification, and noted the background to these amendments. He agreed that the couple faced insurmountable obstacles to living together in Syria, but stressed that the obstacles to their joint family life were temporary. The applicant could have returned to Syria when the general situation in the country would have improved. If the situation in Syria had not improved within three years from the date of granting the applicant a residence permit in Denmark, the applicant would have received the usual right to apply for permission to reunite with his family. If exceptional circumstances had arisen before the expiration of the specified three-year period, the applicant would have received permission to reunite with his family.
The European Court could not help but note that after the amendments were made, the law did not allow for an individual assessment of the interest in family reunification in the light of the specific situation of the person concerned, except for an extremely limited list of exceptional situations. Also, the law did not provide for an assessment of the situation in the country of origin in order to determine the real prospects for the return of refugees or obstacles to such return. Thus, for the applicant, the legislative framework and the three-year waiting period were strict requirements, according to which the applicant experienced a long separation from his spouse, regardless of considerations of family integrity in light of the likely continued existence of obstacles to family life. It cannot be said that the applicant was given a real opportunity, in accordance with applicable law, to conduct an individual assessment of whether a shorter waiting period than three years was justified by considerations of family unity.
(iii) Conclusion. Having regard to the above, the Court was not convinced, despite the discretion granted to the Danish authorities, that the said authorities had established a fair balance of competing interests in the present case.
RESOLUTION
There was a violation of article 8 of the Convention in the case (adopted by 16 votes in favor, with one against).
The European Court also ruled unanimously that there was no need to separately examine the applicant's complaint of a violation of article 14 of the Convention, taken in conjunction with article 8 of the Convention.
COMPENSATION
In the application of article 41 of the Convention. The European Court awarded the applicant 10,000 euros in compensation for non-pecuniary damage.
Source of the publication: https://espchhelp.ru/blog/4728-m-a-v-denmark-1 .
EMRK ' s afgørelse af 09.juli 2021 i sagen "M. A. mod Danmark" (klage nr. 6697/18).
I 2018 blev ansøgeren bistået med at forberede klagen. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.
Sagen appelleres mod den uberettigede treårige ventetid, Der er fastsat ved lov for familiesammenføring for personer under yderligere eller midlertidig beskyttelse, hvilket ikke giver mulighed for en individuel vurdering af sagens omstændigheder. Der var en overtrædelse af kravene i konventionens artikel 8 i sagen.
OMSTÆNDIGHEDERNE I SAGEN
Ansøgeren er en syrisk statsborger, der forlod dette land i 2015 til Danmark, hvor han blev tildelt "midlertidig beskyttelsesstatus" i et år i henhold til udlændingeloven (i det følgende benævnt loven), mens hans opholdstilladelse efterfølgende også blev forlænget med et år. Den Danske Migrationstjeneste fastslog ikke, at ansøgeren opfyldte kravene for at opnå en særlig "konventionsstatus" eller "beskyttelsesstatus", hvorefter en opholdstilladelse normalt blev udstedt i fem år. Efter fem måneders ophold i Danmark anmodede ansøgeren om at blive genforenet med sin familie, som bestod af hans kone og to voksne børn. Hans ansøgning blev afvist, fordi ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse i de sidste tre år, som krævet ved lov, og fordi der ikke var ekstraordinære grunde til ellers at tillade familiesammenføring. Sagsøgeren appellerede uden held afslaget på tilladelse til at genforene sig med sin kone hele vejen til Højesteret, der afsagde dom i 2016.
I 2018, efter at have boet i Danmark i lidt over to år og ti måneder, indgav ansøgeren en ny ansøgning om familiesammenføring. Efter de korrekte dokumenter blev indsendt, ansøgerens ægtefælle fik tilladelse og kom ind i landet.
JURIDISKE SPØRGSMÅL
Med hensyn til overholdelse af konventionens artikel 8. Den Europæiske Domstol har ikke tidligere behandlet spørgsmålene om, hvorvidt kravene i konventionens artikel 8 og i bekræftende fald i hvilket omfang den treårige ventetid, Der er fastsat i loven for familiesammenføring for personer under yderligere eller midlertidig beskyttelse, er opfyldt.
(a) retspraksis om de materielle krav til familiesammenføring. Retten stillede generelt spørgsmålstegn ved, om der var en positiv forpligtelse for deltagerstaten til at garantere familiesammenføring, hvis en eller flere af følgende omstændigheder opstod::
- familielivet opstod på et tidspunkt, hvor de interesserede personer indså, at migrationsstatus for en af dem var sådan, at fortsættelsen af familielivet i værtsstaten helt fra begyndelsen ville være tvivlsomt;
- den person, der anmodede om tilladelse til familiesammenføring, havde begrænsede bånd til værtsstaten, hvilket normalt var underforstået, hvis personen var i landet i en kort periode og ulovligt;
- der var ingen uoverstigelige omstændigheder for familieophold i oprindelseslandet for personer, der anmodede om tilladelse til at genforenes;
- den person, der anmoder om tilladelse til familiesammenføring (sponsor), kunne ikke bevise, at han har tilstrækkelig og permanent indkomst, som ikke er sociale ydelser, til at betale de grundlæggende udgifter til vedligeholdelse af sine familiemedlemmer.
Samtidig var den Europæiske Domstol klar til at erkende, at der var en positiv forpligtelse, hvis der var en kombination af følgende omstændigheder:
- den person, der anmodede om tilladelse til familiesammenføring, havde en stabil stilling i værtsstaten eller stærke bånd til dette land;
- familielivet allerede er etableret, når den anmodende person har nået en stabil position i modtagerstaten;
- både den anmodende person og hans familiemedlemmer, der allerede havde bopæl i den anmodende stat på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen;
- børn deltog i sagen, fordi deres interesser fik særlig betydning;
- Der var uoverstigelige eller betydelige hindringer for familieophold i oprindelsesstaten for den person, der anmoder om familiesammenføring.
(B) grænser for skøn. Ved at træffe præcedensgivende afgørelser om sådanne spørgsmål burde Den Europæiske Domstol have taget hensyn til grænserne for den skønsbeføjelse, der er tildelt staten. Flere faktorer blev taget i betragtning.
i) konventionen og gældende retspraksis. Der var flere argumenter for at give staterne bred skønsbeføjelse. For det første garanterer konventionens artikel 8 ikke absolutte rettigheder. Når det kommer til migration, kan denne regel ikke betragtes som at pålægge staten en generel forpligtelse til at respektere valget af et ægtepar i det land, hvor de har deres fælles bopæl, eller at tillade familiesammenføring her i landet. Den Europæiske Domstol har gentagne gange anerkendt, at migrationskontrol er et legitimt formål med statslig indblanding i retten til respekt for familielivet i henhold til konventionens artikel 8. Det samme gælder for positive forpligtelser. For det andet anerkendte EU-Domstolen, at migrationskontrol tjener de generelle interesser for landets økonomiske velbefindende, og i forhold til denne kontrol får staten normalt et bredt skøn.
Samtidig kan den generelle situation med vold i en bestemt stat være så anspændt, at den berettiger den konklusion, at enhver person, der vender tilbage til staten, vil være i fare for mishandling i strid med kravene i konventionens artikel 3 udelukkende på grundlag af hans tilstedeværelse i landet. Den absolutte karakter af den ret, der er sikret ved konventionens artikel 3, giver ikke mulighed for undtagelser eller begrundelser eller afvejning af interesser. Derfor kan den øgede strøm af migranter ikke fritage staten for de forpligtelser, der er fastsat i nævnte konventionsbestemmelse. I princippet kan denne faktor også begrænse staternes skønsbeføjelse til at bestemme en rimelig balance mellem de modsatte interesser ved familiesammenføring og interesserne for migrationskontrol i overensstemmelse med konventionens artikel 8, skønt i perioder med massiv tilstrømning af flygtninge og betydelige ressourcebegrænsninger, værtsstater bør være i stand til at påtage sig, at rækkevidden af deres skøn omfatter muligheden for at yde den beskyttelse, der er omhandlet i konventionens artikel 3, til et større antal personer end i overensstemmelse med de interesser, der er omhandlet i konventionens artikel 8 om familiesammenføring af nogle af disse personer. Desuden bør overvejelser om de proceduremæssige krav, der er i overensstemmelse med konventionens artikel 8 til behandling af flygtningeansøgninger om familiesammenføring, ligeledes gælde for personer, der er omfattet af yderligere beskyttelse, herunder personer, der er i fare for at blive behandlet i strid med konventionens artikel 3 på grund af den generelle situation i deres hjemland, og hvis denne risiko ikke var midlertidig, men tilsyneladende permanent og varig.
- kvaliteten af den parlamentariske og retslige kontrol. Den Europæiske Domstol har gentagne gange bemærket, at dens kompetence inkluderer overvejelse af beslutninger truffet af staternes lovgivende organer, og den har også vurderet kvaliteten af parlamentarisk og retslig kontrol af behovet for en specifik foranstaltning. 15 til konventionen, der ændrer den, herunder øget opmærksomhed på nærhedsprincippet og Doktrinen om skøn, skulle træde i kraft den 1.August 2021.
- graden af konsensus på nationalt, internationalt og europæisk plan om anvendeligheden i den foreliggende sag. EU-Domstolen fandt ingen fælles grunde på nationalt, internationalt og europæisk plan i forhold til ventetiden for familiesammenføring.
iv) konklusion. Under hensyntagen til ovenstående fandt EU-Domstolen, at deltagerstaterne bør have vid skønsbeføjelse til at afgøre, om der skal anvendes en ventetid for familiesammenføring, hvis anmodningen om genforening indgives af en person, der ikke har flygtningestatus, men nyder yderligere beskyttelse eller, som det er tilfældet med ansøgeren, midlertidig beskyttelse.
Ikke desto mindre kan den skønsbeføjelse, som staterne har på dette område, ikke være ubegrænset og skal vurderes i lyset af den trufne foranstaltnings proportionalitet. Selv om EU-Domstolen ikke fandt nogen grund til at anfægte rationaliteten af den toårige ventetid, der ligger til grund for artikel 8 i Rådet for Den Europæiske Unions direktiv 2003/86/EF "om retten til familiesammenføring" (tre år blev kun betragtet som tilladt som en undtagelse), hvis vi taler om perioder, der overstiger den specificerede periode, bliver uoverstigelige hindringer for gennemførelsen af familielivet i oprindelseslandet gradvist vigtigere ved vurderingen af parternes rimelige balance mellem interesser. Selv om konventionens artikel 8 ikke kan anses for at pålægge myndighederne i en stat en generel forpligtelse til at tillade familiesammenføring på dens område, bør konventionens krav finde anvendelse i praksis og være effektive og ikke teoretiske og illusoriske, når de anvendes i en bestemt sag.
Desuden bør ovennævnte vurdering af parternes rimelige interesseafvejning indgå i en beslutningsproces, der i tilstrækkelig grad garanterer den fleksibilitet, hurtighed og effektivitet, der er nødvendig for at overholde sagsøgerens ret til respekt for familielivet, jf.konventionens artikel 8.
C) anvendelsen af ovennævnte principper i den foreliggende sag. Det centrale spørgsmål var, om de danske myndigheder ved at afvise ansøgerens ansøgning om familiesammenføring i September 2016 på grund af behovet for at overholde den treårige ventetid havde sikret en rimelig balance mellem individets og samfundets modstridende interesser som helhed. Sagsøgerens interesse var at genforenes med sin familie så hurtigt som muligt, mens de danske myndigheder forsvarede deres interesse i at kontrollere migration som en måde at beskytte den fælles interesse, det vil sige at sikre landets økonomiske velfærd samt en måde at garantere en effektiv integration af beskyttede personer for at opretholde social samhørighed. Med hensyn til det sidstnævnte punkt skal det imidlertid huskes, at familiesammenføring også kan tjene til at bevare social samhørighed og fremme integrationen af udlændinge i samfundet.
i) lovgivningsmæssige rammer og politiske rammer. EU-Domstolen fandt ingen grund til at anfægte den danske rets skelnen mellem på den ene side personer, der er beskyttet som følge af en individuel trussel, nemlig dem, der har flygtningestatus i henhold til FN ' s konvention om flygtningestatus, og på den anden side personer, der har modtaget beskyttelse som følge af en generel trussel, den såkaldte midlertidige beskyttelsesstatus.
Den Europæiske Domstol fandt også, at de generelle begrundelser for de juridiske normer for status som midlertidig beskyttelse var baseret på behovet for at kontrollere befolkningens migration, der tjente de fælles interesser for landets økonomiske velbefindende, samt behovet for at sikre en effektiv integration af beskyttede personer for at bevare social enhed. Da den treårige ventetid for familiesammenføring blev indført i 2016, havde den danske lovgiver i øvrigt ikke mulighed for i henhold til gældende retspraksis at få nogen klar vejledning om, hvorvidt en sådan lovgivningsmæssig begrænsning var i overensstemmelse med konventionens artikel 8, og i bekræftende fald i hvilket omfang.
Den treårige ventetid var imidlertid, selv om den var midlertidig, efter alle standarder en lang periode med adskillelse fra familien, da de familiemedlemmer, der forblev væk, boede i et land, hvor vilkårlige brutale angreb og mishandling af civilbefolkningen fandt sted, og det blev erkendt, at der var uoverstigelige hindringer for familiesammenføring i dette land. Derudover vil den faktiske periode med familieseparation uundgåeligt være endnu længere end den angivne ventetid og vil forværre kløften i familielivet såvel som, som i det foreliggende tilfælde, ødelægge den gensidige glæde ved at bo sammen, hvilket er essensen af livet i ægteskabet. Familiemedlemmer er adskilt under flyvningen, de første timer efter ankomsten i værtsstaten, mens migrationen myndigheder overveje ansøgningen om asyl, samt i nogen tid efter den treårige ventetid (eller, som i det foreliggende tilfælde, i to måneder før denne periode), mens myndighederne træffe en beslutning.
Selvom der blev indført en" revisionsklausul " i loven, så den treårige ventetid kunne revideres senest i parlamentsåret 2017/18, ser det ud til, at det kraftige fald i antallet af asylansøgere i 2016 og 2017 ikke bidrog til nogen revision af den treårige venteregel.
II) ansøgerens individuelle situation. Hvad angår de særlige omstændigheder for de personer, der er berørt af sagen, var det indlysende, at sagsøgeren og hans kone havde været gift i lang tid, da de havde været gift i 25 år. Ansøgeren flygtede fra Syrien som følge af vilkårlige voldelige angreb og mishandling af civilbefolkningen. Ansøgeren forlod sin kone i Syrien for ifølge ham at beskytte hende mod vanskelighederne ved at flytte og også med håb om, at hun ville være i stand til at slutte sig til ham i værtsstaten, så snart ansøgeren fik en stabil status i dette land. Med hensyn til omfanget af hans tilknytning til Danmark havde ansøgeren boet i dette land i fem måneder, da han indgav en ansøgning om familiesammenføring i 2015, og i et år og tre måneder, da denne ansøgning blev afvist i September 2016. På det pågældende tidspunkt havde sagsøgeren således begrænsede bånd til Danmark, og hans kone havde slet ingen bånd til dette land.
I sin afgørelse om at nægte ansøgeren tilladelse til at blive genforenet med sin ægtefælle tog Højesteret hensyn til de gældende principper i konventionens artikel 8 og relevant retspraksis i familiesammenføringssager. Højesteret bemærkede også, at en række andre stater, der er parter i konventionen, havde lignende regler, og at EU-Domstolen endnu ikke havde besluttet, i hvilket omfang sådanne lovbestemte ventetider var i overensstemmelse med konventionens artikel 8. Højesteret tog også hensyn til de forberedende materialer til lovændringerne, der fastsatte en treårig ventetid for familiesammenføring, og noterede sig baggrunden for disse ændringer. Han var enig i, at parret stod over for uoverstigelige hindringer for at bo sammen i Syrien, men understregede, at hindringerne for deres fælles familieliv var midlertidige. Ansøgeren kunne være vendt tilbage til Syrien, når den generelle situation i landet ville have forbedret sig. Hvis situationen i Syrien ikke var blevet bedre inden for tre år fra datoen for ansøgerens opholdstilladelse i Danmark, ville ansøgeren normalt have fået ret til at ansøge om tilladelse til at blive genforenet med sin familie. Hvis der var opstået ekstraordinære omstændigheder inden udløbet af den angivne treårsperiode, ville ansøgeren have fået tilladelse til at genforene sig med sin familie.
EF-Domstolen kunne ikke undgå at bemærke, at loven efter ændringerne ikke tillod en individuel vurdering af interessen for familiesammenføring i lyset af den pågældende persons specifikke situation, bortset fra en ekstremt begrænset liste over ekstraordinære situationer. Loven indeholdt heller ikke en vurdering af situationen i oprindelseslandet for at bestemme de reelle udsigter til flygtninges tilbagevenden eller hindringer for en sådan tilbagevenden. For sagsøgeren var de lovgivningsmæssige rammer og den treårige ventetid således strenge krav, hvorefter ansøgeren oplevede en lang adskillelse fra sin ægtefælle, uanset hensyn til familiens integritet i lyset af den sandsynlige fortsatte eksistens af hindringer for familielivet. Det kan ikke siges, at sagsøgeren i overensstemmelse med gældende lovgivning fik en reel mulighed for at foretage en individuel vurdering af, om en kortere ventetid end tre år var berettiget af hensyn til familiens enhed.
III) konklusion. På baggrund af ovenstående var Domstolen ikke overbevist om, at de nævnte myndigheder trods de danske myndigheders skønsbeføjelse havde skabt en rimelig balance mellem konkurrerende interesser i den foreliggende sag.
BESLUTNING
Der var en overtrædelse af konventionens artikel 8 i sagen (vedtaget med 16 stemmer for, med en imod).
Den Europæiske Domstol fastslog også enstemmigt, at der ikke var behov for separat at undersøge sagsøgerens klage over en overtrædelse af konventionens artikel 14, taget sammen med konventionens artikel 8.
KOMPENSATION
Ved anvendelsen af konventionens artikel 41. Den Europæiske Domstol tildelte sagsøgeren 10.000 euro i erstatning for ikke-økonomisk skade.
Kilde til publikationen: https://espchhelp.ru/blog/4729-m-a-mod-danmark-1 .