Москва
+7-929-527-81-33
Вологда
+7-921-234-45-78
Вопрос юристу онлайн Юридическая компания ЛЕГАС Вконтакте

Дополнения от 13.07.2024 к практике в Комитетах ООН

Обновлено 13.07.2024 04:15

 

Соображения Комитета по правам человека от 16 июля 2018 г. по делу К.Х. против Дании (сообщение N 2423/2014).

В 2014 году автору сообщения была оказана помощь в подготовке жалобы. Впоследствии жалоба была коммуницирована Дании.

Тема сообщения: выдворение в Исламскую Республику Иран.

Вопросы существа: угроза пыток, бесчеловечного или унижающего достоинство обращения или наказания; невыдворение.

Правовые позиции Комитета: Комитет напоминает свое Замечание общего порядка N 31 (2004) о характере общего юридического обязательства, налагаемого на государства - участники Пакта, где он упоминает об обязательстве государств-участников не экстрадировать, не депортировать, не высылать и не выдворять каким-либо иным образом лицо со своей территории, когда имеются серьезные основания полагать, что существует реальная опасность причинения непоправимого ущерба по смыслу статей 6 и 7 Пакта.... Комитет... отмечает, что такая опасность должна быть личной (См. К. против Дании, пункт 7.3; П.Т. против Дании, пункт 7.2; и Х против Дании, пункт 9.2.) и что существует высокий порог для представления серьезных оснований для определения наличия реальной опасности причинения непоправимого ущерба (См. Х против Швеции (CCPR/C/103/D/1833/2008), пункт 5.18.). Таким образом, должны быть приняты во внимание все соответствующие факты и обстоятельства, включая общее положение с правами человека в стране происхождения автора (См. Х против Дании, пункт 9.2.). Комитет напоминает, что, как правило, именно органы государств-участников должны оценивать факты и доказательств по рассматриваемому делу, чтобы определить наличие такой угрозы (См. Пиллаи и др. против Канады (CCPR/C/101/D/1763/2008), пункт 11.4; и Лин против Австралии (CCPR/C/107/D/1957/2010), пункт 9.3.), если только не может быть установлено, что такая оценка носила явно произвольный характер или была равнозначна явной ошибке или отказу в правосудии (пункт 8.3 Соображений) (См., например, К. против Дании, пункт 7.4.).

Согласно статье 6 Пакта "1. Право на жизнь есть неотъемлемое право каждого человека. Это право охраняется законом. Никто не может быть произвольно лишен жизни.

2. В странах, которые не отменили смертной казни, смертные приговоры могут выноситься только за самые тяжкие преступления в соответствии с законом, который действовал во время совершения преступления и который не противоречит постановлениям настоящего Пакта и Конвенции о предупреждении преступления геноцида и наказании за него. Это наказание может быть осуществлено только во исполнение окончательного приговора, вынесенного компетентным судом.

3. Когда лишение жизни составляет преступление геноцида, следует иметь в виду, что ничто в настоящей статье не дает участвующим в настоящем Пакте государствам права каким бы то ни было путем отступать от любых обязательств, принятых согласно постановлениям Конвенции о предупреждении преступления геноцида и наказании за него.

4. Каждый, кто приговорен к смертной казни, имеет право просить о помиловании или о смягчении приговора. Амнистия, помилование или замена смертного приговора могут быть дарованы во всех случаях.

5. Смертный приговор не выносится за преступления, совершенные лицами моложе восемнадцати лет, и не приводится в исполнение в отношении беременных женщин.

6. Ничто в настоящей статье не может служить основанием для отсрочки или недопущения отмены смертной казни каким-либо участвующим в настоящем Пакте государством.".

Статья 7 Пакта предусматривает: "[н]икто не должен подвергаться пыткам или жестокому бесчеловечному или унижающему его достоинство обращению или наказанию. В частности, ни одно лицо не должно без его свободного согласия подвергаться медицинским или научным опытам".

Комитет считает, что, когда какой-либо проситель убежища заявляет, что он перешел в другую религию после отклонения его первоначального ходатайства о предоставлении убежища в стране предоставления убежища, разумно провести углубленное изучение обстоятельств перехода в другую религию со стороны властей. Однако сохраняется необходимость проверки того, нет ли, несмотря на искренность перехода в другую веру, существенных причин полагать, что такой переход может повлечь за собой серьезные негативные последствия в стране происхождения и создать реальную опасность нанесения непоправимого ущерба по смыслу статей 6 и 7 Пакта. Поэтому даже, когда делается вывод, что переход в другую веру, о котором говорится в сообщении, было неискренним, власти должны определять, может ли в существующих обстоятельствах конкретного дела поведение и действия просителя убежища, связанные с переходом в другую веру или являющиеся его причиной, как например посещение церкви, крещение или участие в приходской жизни, иметь серьезные негативные последствия в стране происхождения, способные создать для него или для нее угрозу причинения непоправимого ущерба (пункт 8.5 Соображений) (См. С.А.Х. против Дании (CCPR/C/121/D/2419/2014), пункт 11.8. См. European Court of Human Rights, F.G. v. Sweden (application No. 43611/11), judgment of 23 March 2016, para. 156.).

Оценка Комитетом фактических обстоятельств дела: Комитет принимает к сведению утверждение автора, что в случае его высылки в Исламскую Республику Иран существует риск причинения ему непоправимого ущерба в нарушение статей 6 и 7 Пакта. Комитет принимает к сведению приведенный автором аргумент о том, что он столкнется с преследованием со стороны иранских властей, поскольку он отказался от продолжения работы на "Басидж" - иранское ополчение - и поскольку он покинул Исламскую Республику Иран нелегально. Он также принимает к сведению представленную государством-участником информацию об обращении, с которым сталкиваются после своего возвращения лица, покинувшие Исламскую Республику Иран нелегально. Согласно страновой информации о нелегальном выезде из Исламской Республики Иран, опубликованной Министерством внутренних дел Соединенного Королевства Великобритании и Северной Ирландии в июле 2016 года, иранский гражданин, желающий возвратиться в Исламскую Республику Иран, не имея паспорта, не столкнется с каким-либо реальным риском подвергнуться преследованию по той причине, что он покинул страну нелегально и/или ему было отказано в предоставлении убежища, если только иранскими властями ранее не были отмечены нарушения со стороны соответствующего лица. Государство-участник также указывает, что не считает уголовно наказуемыми лиц, которым не было предоставлено убежище, поскольку в Исламской Республике Иран обращение к другой стране с ходатайством о предоставлении убежища не является для иранцев уголовным преступлением. Комитет... принимает к сведению заявление автора о его обращении из ислама в христианство, в том числе о его крещении и активном участии в деятельности прихода, а также о предполагаемом риске подвергнуться преследованию со стороны его семьи и властей в случае его высылки в Исламскую Республику Иран (пункт 8.2 Соображений).

Государство-участник ссылается на пункт 5.1.2 доклада Министерства внутренних дел (Соединенное Королевство), озаглавленного "Country information and guidance: Iran: Illegal exit" ("Страновая информация и рекомендации: Иран - нелегальный выезд"), от июля 2016 года, в котором приводятся слова Генерального директора по консульским вопросам Министерства иностранных дел Исламской Республики Иран, заявившего, что "лицо, покинувшее Исламскую Республику Иран нелегально и не занесенное в список людей, не могущих покинуть Исламскую Республику Иран, не будет иметь проблем с властями по своему возвращению, хотя и может быть оштрафовано", и что "лицо, совершившее преступление и покинувшее Исламскую Республику Иран нелегально, будет подвергнуто преследованию лишь за преступление, совершенное ранее, а не за нелегальный выезд из страны". Государство-участник также ссылается на пункт 33 решения Высшего апелляционного суда (Палата по вопросам иммиграции и предоставления убежища) Соединенного Королевства по делу S.S.H. and H.R. v. Secretary of State for the Home Department, в котором говорится, что гражданин Ирана мужского пола, в отношении которого ранее не было отмечено каких-либо нарушений со стороны иранского государства, не сталкивается с реальной опасностью преследования/нарушения его прав согласно статье 3 по его возвращении в Исламскую Республику Иран по той причине, что он покинул Исламскую Республику Иран нелегально и/или ему не было предоставлено убежище. Такой опасности не существует при допросе по возвращении в Исламскую Республику Иран и после установления соответствующих фактов (т.е. нелегального выезда и отказа в предоставлении убежища). В частности, нет реальной опасности подвергнуться судебному преследованию с последующим тюремным заключением" (См. пункт 5.1.1 доклада "Country information and guidance: Iran: Illegal exit" ("Страновая информация и рекомендации: Иран - нелегальный выезд"), в котором приводятся слова главы Департамента по вопросам выдачи паспортов и виз, который подчеркнул, что "Конституция Ирана позволяет иранцам жить, где они хотят. Обращение иранца к другой стране с ходатайством о предоставлении убежища не является в Исламской Республике Иран уголовным преступлением... Примерно 60% иранцев, получивших убежище в других странах, ездят из Исламской Республики Иран в другие страны и обратно".).

Комитет принимает к сведению вывод Апелляционного совета Дании по делам беженцев о том, что автор не доказал, что он столкнется с опасностью подвергнуться преследованию или злоупотреблениям со стороны иранских властей в результате его отказа продолжить работу на "Басидж" и что его утверждения недостоверны. Комитет... отмечает, что большинство членов Апелляционного совета по делам беженцев пришли к выводу, что автор не доказал подлинность своего обращения в христианство, несмотря на наличие свидетельства о крещении, письменных показаний свидетелей и писем в поддержку. В связи с этим Комитет отмечает, что автор сначала заявил, что указанный переход в другую веру имел место после отрицательного решения Иммиграционной службы Дании, а затем утверждал, что он фактически произошел до этого решения... Комитет также отмечает, что большинство членов Совета обратили внимание на непоследовательность в заявлениях автора относительно реакции его семьи на его обращение в христианство и времени его первой встречи с З.А. Комитет далее отмечает, что после получения информации о новом основании для предоставления убежища в связи с обращением автора в христианство Апелляционный совет по делам беженцев принял решение вернуть дело для повторного рассмотрения в Иммиграционную службу, и это позволило автору обратиться с просьбой дать оценку этому новому основанию в обычные две судебные инстанции, занимающиеся вопросами предоставления убежища, и что этот вопрос был детально проанализирован в принятых решениях (пункт 8.4 Соображений).

"В феврале 2013 года автор встретился с женщиной по имени З.А., которая рассказала ему о христианстве. Через З.А. он начал посещать организуемые по Скайпу видеоконференции, во время которых он познакомился с пастором и приобрел знания о христианстве. 8 апреля 2013 года автор прошел обряд крещения. Позднее в своей апелляционной жалобе на решение Иммиграционной службы Дании он упомянул о своем обращении в христианство. 30 мая 2013 года Апелляционный совет Дании по делам беженцев поддержал его жалобу и вновь направил дело в Иммиграционную службу" (пункт 2.4 Соображений).

Как отмечает Комитет, в настоящем случае не оспаривается тот факт, что после установления контакта по Скайпу с одним из священников, который рассказал ему о христианстве, автор был крещен 8 апреля 2013 года, активно участвует в деятельности прихода и информировал семью о своем переходе в другую веру. Большинство членов Совета также согласились с тем, что автор обладает знаниями о христианской вере. Тем не менее Комитет отмечает, что большинство членов Совета в своей аргументации уделили основное внимание вопросу о том, был ли этот переход искренним, и пришли к выводу, что автору не удалось доказать, что его переход в другую веру был подлинным, поскольку его заявления, например о дате его первой встречи с З.А., о моменте, когда он счел себя перешедшим в другую веру, и о реакции семьи на его переход в другую веру были непоследовательными (пункт 8.6 Соображений).

В связи с этим Комитет напоминает, что государства-участники должны в должной мере учитывать реальную и персональную опасность, с которой человек может столкнуться в случае депортации, и выражает мнение о том, что государству-участнику следовало бы провести конкретную оценку опасности, с которой столкнется автор, ставший христианином, в Исламской Республике Иран, а не ссылаться только на несовпадения в датах. Комитет, в частности, отмечает, что Апелляционный совет Дании по делам беженцев не провел оценку, могут ли поведение и действия просителя убежища, связанные с переходом в другую веру или являющиеся его причиной, включая его крещение, его активное участие в приходской жизни, его знание христианства и информирование семьи о своем переходе в другую веру, иметь серьезные негативные последствия в стране происхождения, способные создать для него угрозу причинения непоправимого ущерба. В свете вышеизложенного Комитет считает, что государству-участнику не удалось надлежащим образом оценить тот реальный, персональный и предполагаемый риск, с которым столкнется автор по его возвращении в Исламскую Республику Иран после перехода в другую веру. Поэтому Комитет считает, что государство-участник не приняло должным образом во внимание последствия личной ситуации автора в его стране происхождения, и приходит к заключению, что его высылка государством-участником в Исламскую Республику Иран будет являться нарушением статей 6 и 7 Пакта (пункт 8.7 Соображений).

 

Источник публикации: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/4844-16-iyulya-2018-goda-vyigrano-delo-v-komitete-oon-po-pravam-cheloveka .

 

 

Views of the Human Rights Committee of 16 July 2018 in the case of K.H. v. Denmark (communication No. 2423/2014).

In 2014, the author of the communication was assisted in the preparation of a complaint. Subsequently, the complaint was communicated to Denmark.

Subject of the message: deportation to the Islamic Republic of Iran.

Substantive issues: threat of torture, inhuman or degrading treatment or punishment; non-refoulement.

Legal positions of the Committee: The Committee recalls its general comment No. 31 (2004) on the nature of the general legal obligation imposed on States parties to the Covenant, where it mentions the obligation of States parties not to extradite, deport, expel or otherwise expel a person from their territory when there are serious There are grounds to believe that there is a real risk of irreparable damage within the meaning of articles 6 and 7 of the Covenant.... The Committee... Notes that such a danger must be personal (See K. v. Denmark, paragraph 7.3; P.T. Denmark, paragraph 7.2; and X v. Denmark, paragraph 9.2.) and that there is a high threshold for presenting serious grounds for determining that there is a real risk of irreparable damage (See X v. Sweden (CCPR/C/103/D/1833/2008), paragraph 5.18.). Thus, All relevant facts and circumstances must be taken into account, including the general human rights situation in the author's country of origin (See X v. Denmark, paragraph 9.2.). The Committee recalls that, as a rule, it is for the authorities of States parties to assess the facts and evidence in the case in question in order to determine the existence of such a threat (See Pillai et al. v. Canada (CCPR/C/101/D/1763/2008), para. 11.4; and Lin v. Australia (CCPR/C107/D/1957/2010), paragraph 9.3.), unless it can be established that such an assessment was manifestly arbitrary or amounted to a clear error or denial of justice (paragraph 8.3 of the Considerations) (See, for example, K. v. Denmark, paragraph 7.4.).

According to article 6 of the Covenant, "1. The right to life is an inalienable right of every human being. This right is protected by law. No one can be arbitrarily deprived of life.

2. In countries that have not abolished the death penalty, death sentences may be imposed only for the most serious crimes in accordance with the law in force at the time of the commission of the crime and which does not contradict the provisions of this Covenant and the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide. This punishment can only be carried out in pursuance of a final sentence passed by a competent court.

3. When deprivation of life constitutes a crime of genocide, it should be borne in mind that nothing in this article gives States parties to the present Covenant the right to derogate in any way from any obligations assumed under the provisions of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide.

4. Everyone who is sentenced to death has the right to ask for clemency or commutation of sentence. Amnesty, pardon or commutation of the death sentence may be granted in all cases.

5. The death sentence shall not be imposed for crimes committed by persons under the age of eighteen, and shall not be carried out against pregnant women.

6. Nothing in this article may serve as a basis for postponing or preventing the abolition of the death penalty by any State party to the present Covenant."

Article 7 of the Covenant provides: "[n]no one shall be subjected to torture or to cruel, inhuman or degrading treatment or punishment. In particular, no person should be subjected to medical or scientific experiments without his free consent."

The Committee considers that when an asylum seeker claims to have converted to another religion after the rejection of his initial application for asylum in the country of asylum, it is reasonable to conduct an in-depth study of the circumstances of the conversion by the authorities. However, it remains necessary to check whether, despite the sincerity of the conversion, there are substantial reasons to believe that such a transition may entail serious negative consequences in the country of origin and create a real risk of irreparable damage within the meaning of articles 6 and 7 of the Covenant. Therefore, even when it is concluded that the conversion referred to in the communication was insincere, the authorities must determine whether, in the existing circumstances of a particular case, the behavior and actions of an asylum seeker related to or causing the conversion, such as church attendance, baptism or participation in a parish life, have serious negative consequences in the country of origin, capable of creating for him or her a threat of irreparable damage (paragraph 8.5 of the Considerations) (See S.A.H. Denmark (CCPR/C/121/D/2419/2014), paragraph 11.8. See European Court of Human Rights, F.G. v. Sweden (application No. 43611/11), judgment of 23 March 2016, para. 156.).

The Committee's assessment of the factual circumstances of the case: The Committee takes note of the author's claim that, in the event of his expulsion to the Islamic Republic of Iran, there is a risk of irreparable harm to him, in violation of articles 6 and 7 of the Covenant. The Committee takes note of the author's argument that he will face persecution by the Iranian authorities because he refused to continue working for the Basij, an Iranian militia, and because he left the Islamic Republic of Iran illegally. It also takes note of the information provided by the State party on the treatment faced after their return by persons who left the Islamic Republic of Iran illegally. According to the country information on illegal departure from the Islamic Republic of Iran published by the Ministry of the Interior of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland in July 2016, an Iranian citizen wishing to return to the Islamic Republic of Iran without a passport will not face any real risk of persecution for the reason that he left the country illegally and/or he was denied asylum, unless the Iranian authorities had previously noted violations on the part of the person concerned. The State party also points out that it does not consider persons who have not been granted asylum to be criminalized, since in the Islamic Republic of Iran, applying to another country for asylum is not a criminal offense for Iranians. The Committee... Takes note of the author's statement about his conversion from Islam to Christianity, including his baptism and active participation in the activities of the parish, as well as the alleged risk of persecution by his family and the authorities in the event of his expulsion to the Islamic Republic of Iran (paragraph 8.2 of the Views).

The State party refers to paragraph 5.1.2 of the report of the Ministry of the Interior (United Kingdom), entitled "Country information and guidance: Iran: Illegal exit" ("Country information and recommendations: Iran - illegal departure"), dated July 2016, which quotes the Director General for Consular Affairs of the Ministry of Foreign Affairs of the Islamic Republic of Iran, who stated that "a person who left the Islamic Republic of Iran illegally and is not listed in the list of people who cannot leave the Islamic Republic of Iran will not have problems with the authorities upon his return although it can be fined," and that "a person who has committed a crime and left the Islamic Republic of Iran illegally will be prosecuted only for a crime committed earlier, and not for illegally leaving the country." The State party also refers to paragraph 33 of the decision of the Supreme Court of Appeal (Immigration and Asylum Chamber) of the United Kingdom in the case of S.S.H. and H.R. v. Secretary of State for the Home Department, which states that a male Iranian citizen, against whom no violations by the Iranian State have been previously noted, does not face a real risk of persecution/violation of his rights under Article 3 upon his return to the Islamic Republic of Iran for the reason that he He left the Islamic Republic of Iran illegally and/or was not granted asylum. There is no such danger during interrogation upon return to the Islamic Republic of Iran and after the relevant facts have been established (i.e. illegal departure and refusal to grant asylum). In particular, there is no real danger of being prosecuted with subsequent imprisonment" (See paragraph 5.1.1 of the report "Country information and guidance: Iran: Illegal exit" ("Country information and recommendations: Iran - illegal exit"), which quotes the words of the head of the Department for the Issuance of Passports and Visas, who stressed that "Iran's Constitution allows Iranians to live wherever they want. Applying for asylum by an Iranian to another country is not a criminal offense in the Islamic Republic of Iran... Approximately 60% of Iranians who have been granted asylum in other countries travel from the Islamic Republic of Iran to other countries and back.").

"In February 2013, the author met with a woman named Z.A., who told him about Christianity. Through Z.A., he began attending Skype video conferences, during which he met the pastor and gained knowledge about Christianity. On April 8, 2013, the author was baptized. Later, in his appeal against the decision of the Danish Immigration Service, he mentioned his conversion to Christianity. On 30 May 2013, the Danish Refugee Appeals Board upheld his complaint and referred the case back to the Immigration Service" (paragraph 2.4 of the Considerations).

As the Committee notes, in the present case, it is not disputed that after establishing Skype contact with one of the priests who told him about Christianity, the author was baptized on April 8, 2013, actively participates in the activities of the parish and informed the family about his conversion. The majority of the Council members also agreed that the author has knowledge of the Christian faith. Nevertheless, the Committee notes that the majority of the Council's arguments focused on the question of whether the conversion was sincere and concluded that the author had failed to prove that his conversion was genuine, since his statements, for example, about the date of his first meeting with Z.A., The moment when he considered himself converted and the family's reaction to his conversion were inconsistent (paragraph 8.6 of the Considerations).

In this regard, the Committee recalls that States parties should take due account of the real and personal danger that a person may face in the event of deportation, and expresses the view that the State party should conduct a specific assessment of the danger that the author, who has become a Christian, will face in the Islamic Republic of Iran, and not just refer to discrepancies in dates. In particular, the Committee notes that the Danish Refugee Appeals Board has not assessed whether the behavior and actions of an asylum seeker related to or causing conversion, including his baptism, his active participation in parish life, his knowledge of Christianity and informing his family about his conversion, have serious negative consequences in the country of origin, which can create a threat of irreparable damage for him. In the light of the above, the Committee considers that the State party has failed to adequately assess the real, personal and perceived risk that the author will face upon his return to the Islamic Republic of Iran after converting to another faith. The Committee therefore considers that the State party has not taken due account of the consequences of the author's personal situation in his country of origin and concludes that his expulsion by the State party to the Islamic Republic of Iran would constitute a violation of articles 6 and 7 of the Covenant (paragraph 8.7 of the Views).

 

Source of the publication: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/4845-on-july-16-2018-the-case-was-won-in-the-un-human-rights-committee .

 

 

人权事务委员会2018年7月16日对K.h.诉丹麦案的意见(第2423/2014号来文)。

2014年来文提交人得到了协助准备申诉。 随后,将申诉转达丹麦。

电文主题:驱逐至伊朗伊斯兰共和国。

实质性问题:酷刑、不人道或有辱人格的待遇或处罚的威胁;不驱回。

委员会的法律立场:委员会回顾其关于对《公约》缔约国规定的一般法律义务的性质的第31号一般性意见(2004年),其中提到缔约国有义务在有严重理由相信存在《公约》第六条和第七条意义上的不可弥补损害的真正危险时,不将某人引渡、驱逐、驱逐或以其他方式驱逐出其领土。... 委员会。.. 注意到这种危险必须是个人的(见K.诉丹麦,第7.3段;P.T.)。 丹麦,第7.2段;和X诉丹麦,第9.2段。(见X诉瑞典(CCPR/C/103/D/1833/2008),第5.18段。). 因此,必须考虑到所有有关的事实和情况,包括提交人原籍国的一般人权情况(见X诉丹麦,第9.2段)。). 委员会回顾,缔约国当局通常应评估有关案件的事实和证据,以确定是否存在这种威胁(见Pillai等人)。 诉加拿大(CCPR/C/101/D/1763/2008),第13段。 11.4;和林诉澳大利亚(CCPR/C107/D/1957/2010),第9.3段。),除非可以确定这种评估明显是武断的或构成明显的错误或拒绝司法(考虑的第8.3段)(例如见K诉丹麦,第7.4段。).

根据《盟约》第6条,"1。 生命权是每个人不可剥夺的权利。 这项权利受法律保护。 任何人都不能被任意剥夺生命。

2. 在尚未废除死刑的国家,只有根据犯罪时有效的法律对最严重的罪行判处死刑,而该法律与本公约和《防止及惩治灭绝种族罪公约》的规定不相抵触。 这种惩罚只能根据主管法院通过的最后判决进行。

3. 当剥夺生命构成灭绝种族罪时,应当铭记,本条没有任何规定赋予本公约缔约国以任何方式克减根据《防止及惩治灭绝种族罪公约》规定承担的任何义务的权利。

4. 每一个被判处死刑的人都有权要求赦免或减刑。 在任何情况下都可以给予大赦、赦免或减刑。

5. 未满十八周岁的犯罪,不得判处死刑,也不得对孕妇执行死刑。

6. 本条的任何规定不得作为本公约任何缔约国推迟或阻止废除死刑的依据。"

《盟约》第7条规定:"任何人不得遭受酷刑或残忍、不人道或有辱人格的待遇或处罚。 特别是,任何人都不应在未经其自由同意的情况下进行医学或科学实验。"

委员会认为,当寻求庇护者在庇护国最初的庇护申请被拒绝后声称皈依了另一种宗教时,当局对皈依的情况进行深入研究是合理的。 然而,仍有必要检查,尽管皈依是真诚的,但是否有充分理由相信这种转变可能在原籍国造成严重的负面后果,并造成《公约》第六条和第七条意义上的不可弥补损害的真正危险。 因此,即使得出结论认为来文中提到的皈依是不诚实的,当局也必须确定,在某一特定案件的现有情况下,寻求庇护者与皈依有关或导致皈依的行为和行动,如参加教堂、洗礼或参加教区生活,是否在原籍国产生严重的负面后果,能够给他或她造成无法弥补的损害的威胁(考虑因素第8.5段)(见S.A.H.)。 丹麦(CCPR/C/121/D/2419/2014),第11.8段。 见欧洲人权法院,F.G.诉瑞典(第43611/11号申请),2016年3月23日的判决,第2段。 156.).

委员会对案件事实情况的评估:委员会注意到提交人声称,如果他被驱逐到伊朗伊斯兰共和国,就有可能对他造成无法弥补的损害,这违反了《公约》第六条和第七条。 委员会注意到提交人的论点,即他将面临伊朗当局的迫害,因为他拒绝继续为伊朗民兵Basij工作,并且因为他非法离开伊朗伊斯兰共和国。 委员会还注意到缔约国提供的资料,说明非法离开伊朗伊斯兰共和国的人返回后所面临的待遇。 根据大不列颠及北爱尔兰联合王国内政部2016年7月公布的关于非法离开伊朗伊斯兰共和国的国家信息,希望无护照返回伊朗伊斯兰共和国的伊朗公民将不会因非法离开伊朗和/或被拒绝庇护而面临任何真正的迫害风险,除非伊朗当局先前注意到有关人员的侵犯行为。 缔约国还指出,它不认为未获得庇护的人被定为刑事犯罪,因为在伊朗伊斯兰共和国,向另一个国家申请庇护对伊朗人来说不是刑事犯罪。 委员会。.. 注意到提交人关于他从伊斯兰教皈依基督教的陈述,包括他的洗礼和积极参与教区的活动,以及据称他的家人和当局在被驱逐到伊朗伊斯兰共和国时可能受到迫害(《意见》第8.2段)。

缔约国提及内政部(联合王国)报告第5.1.2段题为"国别信息和指导:伊朗:非法出境"("国别信息和建议:伊朗 - 2016年7月,引用伊朗伊斯兰共和国外交部领事事务总干事的话说,"非法离开伊朗伊斯兰共和国而未列入无法离开伊朗伊斯兰共和国名单的人,回国后不会与当局发生问题,尽管可以处以罚款","犯罪并非法离开伊朗伊斯兰共和国的人只会因早些时候犯下的罪行而受到起诉, 而不是非法离开这个国家。"缔约国还提到联合王国最高法院(移民和庇护分庭)对S.S.h.和H.R.诉一案的裁决第33段。 内政部国务秘书指出,一名伊朗男性公民由于非法离开伊朗伊斯兰共和国和(或)未获得庇护而返回伊朗伊斯兰共和国时,并没有真正面临迫害/侵犯其根据第3条所享有的权利的危险。 在返回伊朗伊斯兰共和国的审讯期间以及在有关事实确定之后(即 非法离开和拒绝给予庇护)。 特别是,在随后的监禁中没有被起诉的真正危险"(见"国家信息和指导:伊朗:非法出境"("国家信息和建议:伊朗-非法出境")报告第5.1.1段,其中引用了签发护照和签证的部门负责人的话,他强调"伊朗宪法允许伊朗人住在他们想要的任何地方。 伊朗人向另一个国家申请庇护在伊朗伊斯兰共和国不是刑事犯罪。.. 大约60%在其他国家获得庇护的伊朗人从伊朗伊斯兰共和国前往其他国家并返回。").

"2013年2月,提交人会见了一位名叫Z.A.的妇女,她告诉他基督教。 通过Z.A.,他开始参加Skype视频会议,在此期间他会见了牧师并获得了有关基督教的知识。 2013年4月8日,作者受洗。 后来,在他对丹麦移民局的决定提出的上诉中,他提到了他皈依基督教。 2013年5月30日,丹麦难民上诉委员会维持了他的申诉,并将案件发回移民局"(考虑因素第2.4段)。

正如委员会所指出的在本案中无可争议的是提交人在与其中一位告诉他基督教的神父建立联系后于2013年4月8日受洗积极参与教区的活动并向家 大多数理事会成员还同意提交人了解基督教信仰。 然而,委员会注意到,委员会的大多数论点都集中在皈依是否真诚的问题上,并得出结论认为,提交人未能证明他的皈依是真实的,因为他的陈述,例如关于他与Z.A.第一次会面的日期、他认为自己皈依的时刻和家人对他皈依的反应不一致(考虑第8.6段)。

在这方面,委员会回顾,缔约国应适当考虑到一个人在被驱逐出境时可能面临的真实和人身危险,并表示缔约国应具体评估提交人已成为基督徒,将在伊朗伊斯兰共和国面临的危险,而不仅仅是提及日期上的差异。 委员会特别注意到,丹麦难民上诉委员会没有评估寻求庇护者与皈依有关或导致皈依的行为和行为,包括他的洗礼、他积极参与教区生活、他对基督教的了解和向他的家人通报他的皈依情况,是否在原籍国造成严重的负面后果,这可能对他造成无法弥补的损害。 鉴于上述情况,委员会认为,缔约国未能充分评估提交人在皈依另一种信仰后返回伊朗伊斯兰共和国将面临的真实、个人和感知风险。 因此,委员会认为,缔约国没有适当考虑到提交人在原籍国的个人情况的后果,并得出结论,缔约国将他驱逐到伊朗伊斯兰共和国将构成违反《公约》第六条和第七条的行为(《意见》第8.7段)。

 

出版物的来源: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/4846-2018-7-16 .

 

 

Menneskerettighedsudvalgets synspunkter af 16. juli 2018 i sagen K. H. mod Danmark (meddelelse nr.2423/2014).

I 2014 blev forfatteren af meddelelsen bistået med udarbejdelsen af en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.

Emnet for meddelelsen: deportation til Den Islamiske Republik Iran.

Væsentlige spørgsmål: trussel om tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf; non-refoulement.

31( 2004) om arten af den generelle retlige forpligtelse, der pålægges stater, der er parter i konventionen, hvor det nævner Deltagerstaternes forpligtelse til ikke at udlevere, deportere, udvise eller på anden måde udvise en person fra deres område, når der er alvorlig der er grund til at tro, at der er en reel risiko for uoprettelig skade i henhold til konventionens artikel 6 og 7.... udvalg... Bemærker, at en sådan fare skal være personlig (Se K. v. Danmark, punkt 7.3; P. T. Danmark, punkt 7.2, og Danmark, punkt 9.2.) og at der er en høj tærskel for at fremlægge alvorlige grunde til at fastslå, at der er en reel risiko for uoprettelig skade (jf.CCPR/C/103/D/1833/2008), punkt 5.18.). Der skal således tages hensyn til alle relevante forhold og omstændigheder, herunder den generelle menneskerettighedssituation i ophavsmandens hjemland (jf.punkt 9.2.). Udvalget minder om, at det som hovedregel tilkommer de deltagende staters myndigheder at vurdere de faktiske omstændigheder og beviser i den pågældende sag med henblik på at fastslå, om der foreligger en sådan trussel (se Pillai et al. mod Canada (CCPR/C/101/D/1763/2008), stk. 11.4 og Lin mod Australien (CCPR/C107/D/1957 / 2010), punkt 9.3.), medmindre det kan godtgøres, at en sådan vurdering var åbenbart vilkårlig eller udgjorde en klar fejl eller nægtelse af retfærdighed (punkt 8.3 i betragtningerne) (jf.f. eks. K. V. Danmark, punkt 7.4.).

I henhold til artikel 6 i Pagten, "1. Retten til liv er en umistelig ret for ethvert menneske. Denne ret er beskyttet af loven. Ingen kan vilkårligt fratages livet.

2. I lande, der ikke har afskaffet dødsstraf, kan der kun idømmes dødsstraf for de mest alvorlige forbrydelser i overensstemmelse med den lov, der var gældende på tidspunktet for forbrydelsen, og som ikke er i modstrid med bestemmelserne i denne pagt og konventionen om forebyggelse og straf for folkedrab. Denne straf kan kun udføres i henhold til en endelig dom afsagt af en kompetent domstol.

3. Når berøvelse af livet udgør en folkedrabsforbrydelse, skal det tages i betragtning, at intet i denne artikel giver de i denne konvention deltagende stater ret til på nogen måde at fravige forpligtelser, der påtages i henhold til bestemmelserne i konventionen om forebyggelse af og straf for Folkedrabsforbrydelsen.

4. Enhver, der er dømt til døden, har ret til at bede om benådning eller forenkling af dommen. Der kan i alle tilfælde gives amnesti, benådning eller forenkling af dødsstraffen.

5. Dødsdommen må ikke idømmes for forbrydelser begået af personer under atten år og må ikke udføres mod gravide kvinder.

6. Intet i denne artikel kan tjene som grundlag for udsættelse eller forhindring af afskaffelse af dødsstraf af nogen i denne konvention deltagende stat."

Artikel 7 i Pagten bestemmer: "Ingen må udsættes for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Især bør ingen personer udsættes for medicinske eller videnskabelige eksperimenter uden hans frie samtykke."

Udvalget finder, at når en asylansøger hævder at have konverteret til en anden religion efter afvisningen af sin oprindelige asylansøgning i asyllandet, er det rimeligt at foretage en grundig undersøgelse af omstændighederne ved konverteringen af myndighederne. Det er imidlertid fortsat nødvendigt at kontrollere, om der trods konverteringens oprigtighed er væsentlige grunde til at antage, at en sådan overgang kan have alvorlige negative konsekvenser i oprindelseslandet og skabe en reel risiko for uoprettelig skade som omhandlet i Pagtens artikel 6 og 7. Selv når det konkluderes, at den konvertering, der er nævnt i meddelelsen, var uoprigtig, skal myndighederne derfor afgøre, om en asylansøgers adfærd og handlinger i forbindelse med eller forårsager konverteringen, såsom kirkedeltagelse, dåb eller deltagelse i et sogneliv, har alvorlige negative konsekvenser i oprindelseslandet, der kan skabe en trussel om uoprettelig skade for ham eller hende (punkt 8.5 i overvejelserne) (se S. A. H. Danmark (CCPR/C/121/D/2419 / 2014), punkt 11.8. Se Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, F. G. mod Sverige (stævning nr. 43611/11), dom af 23.marts 2016, stk. 156.).

Udvalgets vurdering af sagens faktiske omstændigheder: Udvalget noterer sig forfatterens påstand om, at der i tilfælde af hans udvisning til Den Islamiske Republik Iran er risiko for uoprettelig skade på ham i strid med Pagtens artikel 6 og 7. Udvalget noterer sig forfatterens argument om, at han vil blive forfulgt af de iranske myndigheder, fordi han nægtede at fortsætte med at arbejde for Basij, en iransk milits, og fordi han forlod Den Islamiske Republik Iran ulovligt. Det noterer sig også de oplysninger, som Deltagerstaten har givet om den behandling, som personer, der ulovligt forlod Den Islamiske Republik Iran, står over for efter deres hjemkomst. Ifølge landets oplysninger om ulovlig udrejse fra Den Islamiske Republik Iran, der blev offentliggjort af indenrigsministeriet i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i Juli 2016, vil en iransk statsborger, der ønsker at vende tilbage til Den Islamiske Republik Iran uden pas, ikke stå over for nogen reel risiko for forfølgelse, fordi han forlod landet ulovligt og/eller han blev nægtet asyl, medmindre de iranske myndigheder tidligere havde bemærket overtrædelser fra den pågældende persons side. Deltagerstaten påpeger også, at den ikke anser Personer, der ikke har fået asyl, for at være kriminaliseret, da det i Den Islamiske Republik Iran ikke er en strafbar handling for iranere at ansøge om asyl i et andet land. udvalg... Noterer sig forfatterens Erklæring om hans omvendelse fra Islam til kristendommen, herunder hans dåb og aktiv deltagelse i sognets aktiviteter, samt den påståede risiko for forfølgelse fra hans familie og myndighederne i tilfælde af hans udvisning til Den Islamiske Republik Iran (punkt 8.2 i synspunkterne).

Deltagerstaten henviser til punkt 5.1.2 i rapporten fra Indenrigsministeriet (Det Forenede Kongerige) med titlen "landeinformation og vejledning: Iran: ulovlig udrejse" ("landeinformation og anbefalinger: Iran - ulovlig afgang"), dateret juli 2016, der citerer generaldirektøren for konsulære anliggender i Udenrigsministeriet i Den Islamiske Republik Iran, der erklærede, at "en person, der forlod Den Islamiske Republik Iran ulovligt og ikke er opført på listen over mennesker, der ikke kan forlade Den Islamiske Republik Iran, vil ikke have problemer med myndighederne ved hans tilbagevenden, selvom det kan idømmes en bøde," og at "en person, der har begået en forbrydelse og forladt Den Islamiske Republik Iran ulovligt, kun vil blive retsforfulgt for en forbrydelse begået tidligere, og ikke for ulovligt at forlade landet."Deltagerstaten henviser også til paragraf 33 i afgørelsen truffet af Det Forenede Kongeriges Højesteret (Immigration and Asylum Chamber) i sagen S. S. H. og H. R. v. Statssekretær for Indenrigsministeriet, der siger, at en mandlig Iransk statsborger, mod hvem der ikke tidligere er blevet bemærket nogen krænkelser fra den iranske stat, ikke står over for en reel risiko for forfølgelse/krænkelse af hans rettigheder i henhold til artikel 3 ved hans tilbagevenden til Den Islamiske Republik Iran af den grund, at han han forlod Den Islamiske Republik Iran ulovligt og/eller ikke fik asyl. Der er ingen sådan fare under forhør ved tilbagevenden til Den Islamiske Republik Iran og efter at de relevante kendsgerninger er blevet fastslået (dvs. ulovlig udrejse og nægtelse af asyl). Især er der ingen reel fare for at blive retsforfulgt med efterfølgende Fængsel" (Se punkt 5.1.1 i rapporten "landeinformation og vejledning: Iran: ulovlig udrejse" ("landeinformation og anbefalinger: Iran - ulovlig udrejse"), der citerer ordene fra lederen af afdelingen for udstedelse af pas og visa, der understregede, at "Irans forfatning tillader iranere at bo, hvor de vil. At ansøge om asyl fra en iraner til et andet land er ikke en strafbar handling i Den Islamiske Republik Iran... Omkring 60% af iranerne, der har fået asyl i andre lande, rejser fra Den Islamiske Republik Iran til andre lande og tilbage.").

"I februar 2013 mødtes forfatteren med en kvinde ved navn S. A., der fortalte ham om kristendommen. Gennem S. A. begyndte han at deltage i Skype-videokonferencer, hvor han mødte præsten og fik viden om kristendommen. Den 8. April 2013 blev forfatteren døbt. Senere, i sin appel mod Udlændingestyrelsens afgørelse, nævnte han sin omvendelse til kristendommen. Den 30.maj 2013 stadfæstede Flygtningenævnet hans klage og henviste sagen tilbage til Udlændingestyrelsen" (punkt 2.4 i betragtningerne).

Som udvalget bemærker, er det i den foreliggende sag ikke bestridt, at forfatteren blev døbt den 8.April 2013 efter at have etableret Skype-kontakt med en af præsterne, der fortalte ham om kristendommen, aktivt deltager i sognets aktiviteter og informerede familien om hans omvendelse til en anden tro. Flertallet af rådsmedlemmerne var også enige om, at forfatteren har kendskab til den kristne tro. Udvalget bemærker dog, at størstedelen af Rådets argumenter drejede sig om spørgsmålet om, hvorvidt omvendelsen var oprigtig, og konkluderede, at ophavsmanden ikke havde bevist, at hans omvendelse var ægte, da hans udtalelser f.eks. om datoen for hans første møde med AA, det tidspunkt, hvor han betragtede sig som omvendt, og familiens reaktion på hans omvendelse var inkonsekvent (punkt 8.6 i betragtningerne).

I denne forbindelse minder Komiteen om, at deltagerstaterne bør tage behørigt hensyn til den reelle og personlige fare, som en person kan stå over for i tilfælde af udvisning, og udtrykker den opfattelse, at deltagerstaten bør foretage en specifik vurdering af den fare, som forfatteren, der er blevet kristen, vil stå over for i Den Islamiske Republik Iran, og ikke kun henvise til uoverensstemmelser i datoer. Udvalget bemærker navnlig, at Flygtningenævnet ikke har vurderet, om en asylansøgers adfærd og handlinger i forbindelse med eller forårsager omvendelse, herunder hans dåb, hans aktive deltagelse i menighedslivet, hans kendskab til kristendommen og oplysning af hans familie om hans omvendelse, har alvorlige negative konsekvenser i hjemlandet, hvilket kan skabe en trussel om uoprettelig skade for ham. I lyset af ovenstående finder Komiteen, at Deltagerstaten ikke har vurderet den reelle, personlige og opfattede risiko, som forfatteren vil stå over for, når han vender tilbage til Den Islamiske Republik Iran efter at have konverteret til en anden tro. Komiteen finder derfor, at deltagerstaten ikke har taget behørigt hensyn til følgerne af ophavsmandens personlige situation i sit hjemland, og konkluderer, at deltagerstatens udvisning til Den Islamiske Republik Iran ville udgøre en overtrædelse af Pagtens artikel 6 og 7 (punkt 8.7 i synspunkterne).

 

Kilde til publikationen: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/4847-den-16-juli-2018-blev-sagen-vundet-i-fn-s-menneskerettighedsudvalg .