Москва
+7-929-527-81-33
Вологда
+7-921-234-45-78
Вопрос юристу онлайн Юридическая компания ЛЕГАС Вконтакте

Дополнения от 03.12.2024 к практике в Комитетах ООН

Обновлено 03.12.2024 03:35

 

Сообщение: Варда Осман Йасин против Дании. Сообщение N 2360/2014. Соображение принято Комитетом 22 июля 2015 г.

В 2014 году авторам сообщения была оказана помощь в подготовке жалобы. Впоследствии жалоба была коммуницирована Дании.

Тема сообщения: выдворение в Италию.

Правовая позиция Комитета: государства-участники должны придавать достаточное значение реальной и личной угрозе, которой лицо может подвергнуться в случае депортации (пункт 8.9 Соображения) (См. сообщение N 1763/2008, Пиллаи против Канады, Соображения, принятые 25 марта 2011 г., пункты 11.2 и 11.4.).

Оценка Комитетом фактических обстоятельств дела: Комитет принимает к сведению утверждение автора о том, что выдворение ее и ее троих маленьких детей в Италию в соответствии с зафиксированным в Дублинском регламенте принципом "страны первого убежища" подвергнет их реальной опасности причинения непоправимого вреда в нарушение статьи 7 Пакта. Автор основывает свой довод в том числе на том, как с ней на практике обращались после получения ею в сентябре 2008 года вида на жительство в Италии, а также на отмеченных в различных докладах общих условиях приема просителей убежища и беженцев, прибывающих в Италию (пункт 8.2 Соображения).

Комитет принимает к сведению, что, согласно не вызвавшему возражений сообщению автора, в сентябре 2008 года после четырехмесячного пребывания в центре организации "КАРА" на Сицилии она и ее старшая дочь получили временную защиту и вид на жительство в Италии сроком на три года. На следующий день после выдачи автору вида на жительства ей сообщили, что проживать далее в центре приема ей не разрешается; в результате она осталась без крыши над головой и без средств к существованию. Она уехала из Италии и перебралась в Нидерланды, но в сентябре 2009 года ее оттуда вместе с ее малолетним ребенком вернули обратно в Италию, и она опять осталась один на один со своими проблемами без какой-либо социальной или гуманитарной помощи со стороны итальянских властей, в том числе во время беременности, несмотря на то, что имела законный вид на жительство. Находясь в состоянии крайней нужды, она была легко уязвима и не смогла в 2011 году продлить срок действия своего вида на жительство. В 2011 году она переехала в Швецию, а оттуда в Данию, где она в июне 2012 года подала ходатайство о предоставлении ей убежища. Сегодня автор - проситель убежища, мать-одиночка тр[ои]х малолетних детей, страдающая астмой, находится в крайне уязвимом положении (пункт 8.4 Соображения).

Комитет принимает к сведению все доклады, представленные автором. Он также принимает к сведению, что в последних докладах засвидетельствован дефицит мест в итальянских центрах приема просителей убежища и лиц, возвращаемых согласно Дублинскому регламенту. Комитет особо отмечает сообщение автора о том, что такие же возвращающиеся в Италию лица, как она, которым защита уже была предоставлена в той или иной форме и которые во время предыдущего пребывания в Италии уже пользовались центрами приема, более не имеют права на проживание в учреждениях организации "КАРА" (пункт 8.5 Соображения).

6 февраля 2014 г. большинство членов датского Апелляционного совета по делам беженцев сочли, что общая информация об обстоятельствах просителей убежища, получивших временный вид на жительство в Италии, до некоторой степени оправдывает обеспокоенность тем, что гуманитарные условия, в которых находится эта группа, приближаются к уровню, на котором рассматривать Италию в качестве страны первого убежища станет уже небезопасно (пункт 8.6 Соображения).

Комитет принимает к сведению вывод Апелляционного совета по делам беженцев о том, что в рамках данного дела Италию надлежит рассматривать в качестве "страны первого убежища", а также позицию государства-участника, согласно которой государство первого убежища обязано обеспечивать просителей убежища определенными социальными и экономическими ресурсами в соответствии с базовыми гуманитарными нормами, хотя и не требуется, чтобы им были обеспечены точно те же социальные стандарты и условия жизни, что и гражданам страны....Он принимает к сведению, что государство-участник также сослалось на постановление Европейского Суда по правам человека, в котором сказано, что, хотя положение в Италии отмечено определенными недостатками, доказательств того, что просителям убежища систематически не обеспечиваются поддержка и надлежащие условия, представлено не было (пункт 8.7 Соображения) (См. Мохаммед Хуссейн и др. против Нидерландов и Италии.).

Комитет считает, что в выводе государства-участника не учтена должным образом подробная информация, предоставленная автором, которая изложила основанный на ее собственном опыте обширный материал о том, как, несмотря на выданный ей вид на жительство в Италии, она дважды оказывалась в состоянии изоляции и крайней нужды. Кроме того, государство-участник не объясняет, каким образом в случае, если автор и ее дети будут выдворены в Италию, полученный ею, но уже просроченный вид на жительство сможет защитить ее и ее троих малолетних детей от трудностей и лишений, с которыми она уже раньше в этой стране сталкивалась (пункт 8.8 Соображения).

Государство-участник было обязано провести более тщательную оценку той угрозы, которой автор могла подвергнуться в Италии, а не полагаться на доклады общего характера на том лишь основании, что, раз она уже однажды получила временную защиту, то, значит, она и теперь будет в Италии иметь право на трудоустройство и социальное обеспечение. Комитет считает, что государство-участник недостаточно тщательно проанализировало личный опыт автора и предсказуемые последствия в случае принудительного возвращения ее в Италию. Оно также не запросило у итальянских властей надлежащих гарантий того, что автор и ее трое малолетних детей будут приняты в условиях, совместимых с их статусом просителей убежища, которые имеют право на временную защиту и гарантии по статье 7 Пакта; оно не обратилось к Италии с просьбой: a) продлить вид на жительство автора и ее детей и не депортировать их из Италии и b) принять автора и ее детей в условиях, соответствующих возрасту детей и уязвимому положению семьи, благодаря чему они смогут остаться в Италии (пункт 8.9 Соображения).

Выводы Комитета: выдворение автора и ее троих детей в Италию в соответствии с первоначальным решением датского Апелляционного совета по делам беженцев явится нарушением статьи 7 Пакта (пункт 8.10 Соображения).

 

Источник публикации: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/5371-22-iyulya-2015-goda-vyigrano-delo-v-komitete-oon-po-pravam-cheloveka .

 

 

Message: Varda Osman Yasin v. Denmark. Message No. 2360/2014. The Opinion was adopted by the Committee on July 22, 2015.

In 2014, the authors of the communication were assisted in preparing a complaint. Subsequently, the complaint was communicated to Denmark.

Subject of the message: deportation to Italy.

The Committee's legal position: States parties should attach sufficient importance to the real and personal threat to which a person may be subjected in the event of deportation (paragraph 8.9 of the Views) (See communication No. 1763/2008, Pillai v. Canada, Views adopted on March 25, 2011, paragraphs 11.2 and 11.4.).

The Committee's assessment of the factual circumstances of the case: The Committee takes note of the author's claim that the removal of her and her three young children to Italy, in accordance with the principle of "country of first asylum" set out in the Dublin Regulations, would expose them to a real risk of irreparable harm, in violation of article 7 of the Covenant. The author bases her argument, inter alia, on how she was treated in practice after she received a residence permit in Italy in September 2008, as well as on the general conditions of reception of asylum seekers and refugees arriving in Italy noted in various reports (paragraph 8.2 of the Considerations).

The Committee notes that, according to the author's unopposed communication, in September 2008, after a four-month stay at the KARA organization center in Sicily, she and her eldest daughter received temporary protection and a residence permit in Italy for a period of three years. The day after the author's residence permit was issued, she was informed that she was not allowed to continue living in the reception center; as a result, she was left without a roof over her head and without means of livelihood. She left Italy and moved to the Netherlands, but in September 2009, she and her young child were returned to Italy from there, and she was again left alone with her problems without any social or humanitarian assistance from the Italian authorities, including during pregnancy, despite the fact that that she had a legal residence permit. Being in a state of extreme need, she was easily vulnerable and was unable to extend the validity of her residence permit in 2011. In 2011, she moved to Sweden and from there to Denmark, where she applied for asylum in June 2012. Today, the author is an asylum seeker, a single mother of three young children suffering from asthma, and is in an extremely vulnerable position (paragraph 8.4 of the Considerations).

The Committee takes note of all reports submitted by the author. It also takes note that recent reports have documented a shortage of places in Italian reception centres for asylum seekers and persons returned under the Dublin Regulation. The Committee particularly notes the author's communication that persons returning to Italy like her, who have already been granted protection in one form or another and who have already used reception centers during their previous stay in Italy, no longer have the right to live in KARA institutions (paragraph 8.5 of the Opinion).

On February 6, 2014, the majority of the members of the Danish Refugee Appeals Board considered that the general information about the circumstances of asylum seekers who have received a temporary residence permit in Italy justifies to some extent the concern that the humanitarian conditions in which this group is located are approaching the level at which Italy should be considered as a country of first asylum it will no longer be safe (point 8.6 Considerations).

The Committee takes note of the conclusion of the Refugee Appeals Board that Italy should be considered as a "country of first asylum" in this case, as well as the State party's position that the State of first asylum is obliged to provide asylum seekers with certain social and economic resources in accordance with basic humanitarian norms, although not It is required that they be provided with exactly the same social standards and living conditions as the citizens of the country....He takes note of, that the State party also referred to the ruling of the European Court of Human Rights, which stated that, although the situation in Italy was marked by certain shortcomings, there was no evidence that asylum seekers were systematically not provided with support and appropriate conditions (paragraph 8.7 of the Opinion) (See Mohammed Hussein et al. v. the Netherlands and Italy.).

The Committee considers that the State party's conclusion does not adequately take into account the detailed information provided by the author, who has provided extensive material based on her own experience on how, despite being granted a residence permit in Italy, she was twice isolated and in extreme need. In addition, the State party does not explain how, if the author and her children are deported to Italy, the residence permit she received, but already expired, will be able to protect her and her three young children from the difficulties and hardships she had previously faced in that country (paragraph 8.8 of the Opinion).

The State party was obliged to carry out a more thorough assessment of the threat to which the author might have been exposed in Italy, rather than relying on general reports on the sole grounds that, since she had already received temporary protection once, she would now have the right to employment and social security in Italy. The Committee considers that the State party has not sufficiently analysed the author's personal experience and the foreseeable consequences in the event of her forced return to Italy. It also did not seek adequate guarantees from the Italian authorities that the author and her three young children would be accepted in conditions compatible with their asylum-seeker status, who are entitled to temporary protection and guarantees under article 7 of the Covenant; it did not request Italy to: (a) extend the residence permit of the author and her children and not deport them from Italy; and (b) accept the author and her children in conditions appropriate to the age of the children and the vulnerable position of the family, so that they can remain in Italy (paragraph 8.9 of the Considerations).

The Committee's conclusions: The removal of the author and her three children to Italy in accordance with the initial decision of the Danish Refugee Appeals Board would constitute a violation of article 7 of the Covenant (paragraph 8.10 of the Opinion).

 

Source of the publication: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/5372-on-july-22-2015-the-case-was-won-in-the-un-human-rights-committee .

 

 

信息:Varda Osman Yasin诉丹麦。 第2360/2014号电文。 该意见于2015年7月22日由委员会通过。

2014年,来文提交人得到了协助准备投诉。 随后,将申诉转达丹麦。

消息的主题:驱逐到意大利。

委员会的法律立场缔约国应充分重视一个人在被驱逐出境时可能遭受的真实和人身威胁(《意见》第8.9段)(见第1763/2008号来文Pillai诉加拿大2011年3月25日通过的《).

委员会对案件事实情况的评估:委员会注意到提交人声称,根据《都柏林条例》规定的"第一庇护国"原则,将她和她的三个年幼的孩子送到意大利,将使他们面临无法弥补的伤害的真正危险,这违反了《公约》第七条。 提交人的论点除其他外,基于她在2008年9月获得意大利居留许可后实际受到的待遇,以及各种报告中提到的接待寻求庇护者和抵达意大利的难民的一般条件(考虑因素第8.2段)。

委员会注意到,根据提交人没有反对的来文,2008年9月,在西西里岛卡拉组织中心逗留四个月后,她和她的大女儿在意大利获得了为期三年的临时保护和居留许可。 在提交人的居留证签发后的第二天,她被告知,她不得继续住在接待中心;结果,她的头上没有屋顶,也没有谋生手段。 她离开意大利,搬到了荷兰,但在2009年9月,她和她年幼的孩子从那里返回意大利,她再次被单独留在她的问题上,没有意大利当局的任何社会或人道主义援助,包括在怀孕期间,尽管她有合法的居留许可。 由于处于极度需要的状态,她很容易受到伤害,无法在2011年延长居留许可的有效期。 2011年,她搬到了瑞典,并从那里搬到了丹麦,并于2012年6月在那里申请庇护。 今天,提交人是寻求庇护者,是三个患有哮喘的幼儿的单身母亲,处于极其脆弱的地位(考虑因素第8.4段)。

委员会注意到提交人提交的所有报告。 委员会还注意到,最近的报告记录了意大利收容寻求庇护者和根据《都柏林条例》返回者的收容中心的名额不足。 委员会特别注意到提交人的来文,即像她一样返回意大利的人,他们已经得到了这种或那种形式的保护,并且在以前在意大利逗留期间已经使用过接待中心,不再有权住在KARA机构(意见第8.5段)。

2014年2月6日,丹麦难民上诉委员会的大多数成员认为,关于在意大利获得临时居留许可的寻求庇护者的情况的一般信息在某种程度上证明了人们对这一群体所处的人道主义条件正在接近意大利应被视为第一庇护国的水平的担忧(第8.6点考虑)。

委员会注意到难民上诉委员会的结论,即在本案中意大利应被视为"第一庇护国",以及缔约国的立场,即第一庇护国有义务根据基本人道主义准则向寻求庇护者提供某些社会和经济资源,尽管并不要求他们获得与该国公民完全相同的社会标准和生活条件。...他注意到, 缔约国还提到欧洲人权法院的裁决,其中指出,尽管意大利的情况有某些缺点,但没有证据表明寻求庇护者没有得到系统的支持和适当的条件(意见第8.7段)(见Mohammed Hussein et al.)。 五、荷兰和意大利。).

委员会认为,缔约国的结论没有充分考虑到提交人提供的详细资料。提交人根据自己的经验提供了大量材料,说明尽管获得了在意大利的居留许可,她还是两次被孤立和极度需要。 此外,缔约国没有解释,如果提交人及其子女被驱逐到意大利,她收到但已经过期的居留证如何能够保护她和她的三个年幼的孩子免受她以前在该国所面临的困难和困难(意见第8.8段)。

缔约国有义务对提交人在意大利可能受到的威胁进行更彻底的评估,而不是仅仅依靠一般性报告,因为她已经得到过一次临时保护,她现在有权在意大利就业和社会保障。 委员会认为,缔约国没有充分分析提交人的个人经历以及在她被迫返回意大利时可预见的后果。 它也没有要求意大利当局提供充分的保证,即提交人及其三个年幼的孩子将在符合其寻求庇护者身份的条件下被接受,他们有权根据《公约》第七条得到临时保护和保障;它没有要求意大利:(a)延长提交人及其三个年幼的孩子的居留许可,而不是将他们驱逐出意大利;(b)在与孩子年龄和家庭弱势地位相适应的条件下接受提交人及其孩子,以便他们能够留在意大利(考虑因素第8.9段)。

委员会的结论:根据丹麦难民上诉委员会的初步决定,将提交人及其三个孩子遣送到意大利将构成违反《公约》第七条的行为(意见第8.10段)。

 

出版物的来源: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/5373-2015-7-22 .

 

 

Besked: Varda Osman Yasin mod Danmark. 2360/2014. Udtalelsen blev vedtaget af udvalget den 22.juli 2015.

I 2014 blev forfatterne af meddelelsen bistået med at udarbejde en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.

Emne for meddelelsen: udvisning til Italien.

Komiteens retlige holdning: deltagerstaterne bør tillægge den reelle og personlige trussel, som en person kan blive udsat for i tilfælde af udvisning, tilstrækkelig betydning (punkt 8.9 i synspunkterne) (se meddelelse nr.1763/2008, Pillai mod Canada, synspunkter vedtaget den 25. marts 2011, punkt 11.2 og 11.4.).

Udvalgets vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen: Udvalget noterer sig forfatterens påstand om, at udsendelse af hende og hendes tre små børn til Italien i overensstemmelse med princippet om "land med første asyl", der er fastsat i Dublin-forordningerne, ville udsætte dem for en reel risiko for uoprettelig skade i strid med Pagtens artikel 7. Forfatteren baserer sit argument bl.A. på, hvordan hun blev behandlet i praksis, efter at hun fik opholdstilladelse i Italien i September 2008, samt på de generelle betingelser for modtagelse af asylansøgere og flygtninge, der ankommer til Italien, der er nævnt i forskellige rapporter (punkt 8.2 i overvejelserne).

Udvalget bemærker, at ifølge forfatterens ubestridte meddelelse i September 2008, efter et fire måneders ophold på KARA-organisationscentret på Sicilien, modtog hun og hendes ældste datter midlertidig beskyttelse og opholdstilladelse i Italien i en periode på tre år. Dagen efter, at forfatterens opholdstilladelse blev udstedt, blev hun informeret om, at hun ikke fik lov til at fortsætte med at bo i modtagelsescentret; som et resultat blev hun efterladt uden tag over hovedet og uden levebrød. Hun forlod Italien og flyttede til Holland, men i September 2009, hun og hendes lille barn blev returneret til Italien derfra, og hun blev igen efterladt alene med sine problemer uden nogen social eller humanitær bistand fra de italienske myndigheder, herunder under graviditet, på trods af, at at hun havde en lovlig opholdstilladelse. Da hun var i ekstrem nød, var hun let sårbar og kunne ikke forlænge gyldigheden af sin opholdstilladelse i 2011. I 2011 flyttede hun til Sverige og derfra til Danmark, hvor hun søgte asyl i juni 2012. I dag er forfatteren asylansøger, enlig mor til tre små børn, der lider af astma, og er i en ekstremt sårbar position (punkt 8.4 i overvejelserne).

Udvalget noterer sig alle rapporter, der er indsendt af forfatteren. Det noterer sig også, at de seneste rapporter har dokumenteret en mangel på pladser i Italienske modtagelsescentre for asylansøgere og personer, der returneres i henhold til Dublinforordningen. Udvalget bemærker især forfatterens meddelelse om, at personer, der vender tilbage til Italien som hende, som allerede har fået beskyttelse i en eller anden form, og som allerede har brugt modtagelsescentre under deres tidligere ophold i Italien, ikke længere har ret til at bo i KARA-institutioner (punkt 8.5 i udtalelsen).

Den 6.februar 2014 fandt flertallet af medlemmerne af Dansk Flygtningenævn, at de generelle oplysninger om forholdene for asylansøgere, der har fået en midlertidig opholdstilladelse i Italien, til en vis grad berettiger bekymringen for, at de humanitære forhold, som denne gruppe befinder sig under, nærmer sig det niveau, hvor Italien skal betragtes som et land med første asyl det vil ikke længere være sikkert (punkt 8.6 overvejelser).

Udvalget noterer sig Flygtningenævnets konklusion om, at Italien skal betragtes som et "land med første asyl" i dette tilfælde, samt Deltagerstatens holdning om, at staten første asyl er forpligtet til at give asylansøgere visse sociale og økonomiske ressourcer i overensstemmelse med grundlæggende humanitære normer, skønt ikke det kræves, at de får nøjagtigt de samme sociale standarder og levevilkår som landets borgere....Han noterer sig, at deltagerstaten også henviste til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse, som fastslog, at selv om situationen i Italien var præget af visse mangler, var der ingen beviser for, at asylansøgere systematisk ikke fik støtte og passende betingelser (punkt 8.7 i udtalelsen) (se Mohammed Hussein et al. mod Nederlandene og Italien.).

Udvalget finder, at deltagerstatens konklusion ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de detaljerede oplysninger fra forfatteren, der har leveret omfattende materiale baseret på hendes egen erfaring med, hvordan hun, på trods af at have fået opholdstilladelse i Italien, var to gange isoleret og i ekstremt behov. Derudover forklarer deltagerstaten ikke, hvordan den opholdstilladelse, hun modtog, men allerede er udløbet, hvis forfatteren og hendes børn udvises til Italien, vil være i stand til at beskytte hende og hendes tre små børn mod de vanskeligheder og vanskeligheder, hun tidligere havde været udsat for i dette land (punkt 8.8 i udtalelsen).

Deltagerstaten var forpligtet til at foretage en mere grundig vurdering af den trussel, som ophavsmanden kunne have været udsat for i Italien, snarere end at basere sig på generelle rapporter med den eneste begrundelse, at hun, da hun allerede havde modtaget midlertidig beskyttelse en gang, nu ville have ret til beskæftigelse og social sikring i Italien. Komiteen finder, at deltagerstaten ikke i tilstrækkelig grad har analyseret forfatterens personlige erfaringer og de forventede konsekvenser i tilfælde af hendes tvungne tilbagevenden til Italien. Den anmodede heller ikke de italienske myndigheder om tilstrækkelige garantier for, at ophavsmanden og hendes tre små børn ville blive accepteret på betingelser, der er forenelige med deres status som asylansøger, og som har ret til midlertidig beskyttelse og garantier i henhold til pagtens artikel 7; Den anmodede ikke Italien om: a) at forlænge ophavsmandens og hendes opholdstilladelser og ikke at udvise dem fra Italien; og b) at acceptere ophavsmanden og hendes børn på betingelser, der passer til børnenes alder og familiens sårbare stilling, således at de kan blive i Italien (punkt 8.9 i betragtningerne).

Udvalgets konklusioner: flytning af ophavsmanden og hendes tre børn til Italien i overensstemmelse med Dansk Flygtningenævns oprindelige afgørelse ville udgøre en overtrædelse af Pagtens artikel 7 (punkt 8.10 i udtalelsen).

 

Kilde til publikationen: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/5374-den-22-juli-2015-blev-sagen-vundet-i-fn-s-menneskerettighedsudvalg .