Москва
+7-929-527-81-33
Вологда
+7-921-234-45-78
Вопрос юристу онлайн Юридическая компания ЛЕГАС Вконтакте

Дополнения от 02.01.2025 к практике в Комитетах ООН

Обновлено 02.01.2025 06:05

 

Сообщение: И.В. против Дании. Сообщение N 51/2013. Решение принято Комитетом по ликвидации дискриминации в отношении женщин 2 марта 2015 г.

В 2013 году автору сообщения была оказана помощь в подготовке жалобы. Впоследствии жалоба была коммуницирована Дании.

Тема сообщения: недостаточная обоснованность.

Вопрос существа: депортация в Китай.

Правовые позиции Комитета: Комитет напоминает о своей рекомендации N 28 общего порядка, касающейся основных обязательств государств-участников по статье 2 Конвенции, в которой он подтвердил, что обязательства государств-участников применяются без дискриминации в отношении как граждан, так и неграждан, включая беженцев, лиц, ищущих убежище, трудящихся-мигрантов и лиц без гражданства, в пределах их территории или под фактическим контролем, даже если они не находятся в пределах территории. Как указал Комитет, государства-участники несут ответственность за все свои действия, затрагивающие права человека, вне зависимости от того, находятся ли затрагиваемые лица на их территориях (пункт 8.4 Решения).

Комитет напоминает, что в статье 1 Конвенции дискриминация в отношении женщин определяется как любое различие, исключение или ограничение по признаку пола, которое направлено на ослабление или сводит на нет признание, пользование или осуществление женщинами прав человека и основных свобод в политической, экономической, социальной, культурной, гражданской или любой другой области. Комитет далее ссылается на свою рекомендацию N 19 общего порядка, в которой насилие в отношении женщин прямо квалифицируется как дискриминация в отношении женщин и указывается, что гендерное насилие представляет собой одну из форм дискриминации в отношении женщин и включает действия, причиняющие ущерб или страдания физического, психического или сексуального характера, угрозу таких действий, принуждение и другие формы ущемления свободы. В отношении аргумента государства-участника о том, что в отличие от других договоров по правам человека в Конвенции прямо или косвенно не затрагиваются вопросы высылки при наличии угрозы пыток или других серьезных угроз жизни и личной неприкосновенности, Комитет напоминает, что в той же рекомендации он определил, что такое гендерное насилие затрудняет или сводит на нет осуществление женщинами ряда прав человека и основных свобод, к числу которых, среди прочих, относятся право на жизнь, право не подвергаться пыткам, жестоким, бесчеловечным или унижающим достоинство видам обращения или наказания, право на свободу и безопасность личности, а также право на равную защиту в рамках закона (пункт 8.5 Решения).

Комитет далее отмечает, что согласно международным нормам в области прав человека принцип невыдворения налагает на государства обязанность воздерживаться от возвращения лиц в юрисдикцию, в которой они могут подвергнуться серьезным нарушениям прав человека, в частности произвольному лишению жизни или пыткам или другим жестоким, бесчеловечным или унижающим достоинство видам обращения или наказания. Принцип невыдворения также является неотъемлемым элементом процедуры предоставления убежища и системы международной защиты беженцев. Суть этого принципа заключается в том, что государство не может заставить человека вернуться на территорию, где он или она может подвергнуться преследованиям, в том числе по гендерным признакам и мотивам. Гендерные формы преследования представляют собой преследование, направленное против женщин как таковых или несоразмерно затрагивающее женщин (пункт 8.6 Решения).

Комитет напоминает о том, что в соответствии с пунктом d) статьи 2 Конвенции государства-участники должны воздерживаться от совершения каких-либо дискриминационных актов или действий в отношении женщин и гарантировать, что государственные органы и учреждения будут действовать в соответствии с этим обязательством. Эта обязанность действовать позитивно предполагает обязательство государств-участников защищать женщин от реального, личного и предсказуемого риска подвергнуться серьезным формам гендерного насилия, независимо от того, наступят ли такие последствия за территориальными границами высылающего государства-участника: если государство-участник принимает решение в отношении лица под его юрисдикцией, неизбежным и предсказуемым последствием которого станет нарушение прав этого лица по Конвенции в другой юрисдикции, то государство-участник само может стать нарушителем Конвенции. Например, государство-участник само нарушит Конвенцию, если оно вышлет обратно то или иное лицо в другое государство в ситуации, когда можно было предвидеть, что это повлечет за собой серьезные акты гендерного насилия. Возможность предвидения последствий означала бы, что государство-участник допустило нарушение, даже несмотря на то что последствия наступят только через некоторое время. Степень серьезности гендерного насилия определяется обстоятельствами каждого конкретного дела и оценивается Комитетом в индивидуальном порядке исходя из существа дела при условии, что автор сообщения представил на рассмотрение Комитета достоверные доводы, достаточным образом обосновав свои утверждения (пункт 8.7 Решения) (См. сообщение N 33/2011, М.Н.Н. против Дании, решение о неприемлемости, принятое 15 июля 2013 г. (то есть после регистрации настоящего сообщения), пункт 8.10.).

Комитет напоминает о том, что в соответствии с недавно принятой рекомендацией N 32 общего порядка по гендерным аспектам статуса беженца, убежища, гражданства и безгражданства женщин, статьи 1 - 3, пункт a) статьи 5 и статья 15 Конвенции устанавливают обязательство государств-участников обеспечивать, чтобы женщины не подвергались дискриминации на протяжении всего процесса рассмотрения ходатайства о предоставлении убежища с момента прибытия на границу. Женщины, ищущие убежище, вправе рассчитывать на соблюдение их прав в соответствии с Конвенцией; они имеют право на недискриминационное и уважительное отношение и уважение их достоинства на протяжении всей процедуры рассмотрения ходатайства о предоставлении убежища (пункт 24). Комитет также напоминает о том, что гендерный подход должен применяться на всех этапах процедуры рассмотрения ходатайства о предоставлении убежища и что ищущим убежище женщинам, в ходатайстве которых о предоставлении убежища отказано, необходимо обеспечить достойное и недискриминационное возвращение (пункты 24 - 25) (пункт 8.9 Решения).

Оценка Комитетом фактических обстоятельств дела: Комитет принимает к сведению утверждение автора сообщения о том, что она опасается гендерного насилия со стороны представителей организованных преступных групп в случае возвращения в Китай и что китайские органы власти не защитят ее от такого рода действий. Комитет также отмечает, что органы власти государства-участника признали несостоятельным ее заявление о том, что китайские органы власти не захотят или не смогут защитить ее от нападений со стороны гангстеров-ростовщиков, учитывая тот факт, что, находясь в Китае, она никогда не пыталась обратиться за какой-либо защитой. Комитет отмечает, что автор сообщения выражает несогласие с фактологическими выводами органов власти государства-участника о том, что она никогда не обращалась к китайским органам власти за помощью и не представила какого-либо очевидного доказательства того, что китайские органы власти были не в состоянии или не пожелали защитить ее от представителей организованной преступности (пункт 8.8 Решения).

Комитет далее принимает к сведению заявление автора сообщения о том, что она является жертвой гендерной дискриминации в отношении права на доступ к правосудию, поскольку по сравнению с ищущими убежище мужчинами большему числу ищущих убежище женщин органы власти государства-участника отказывают в предоставлении убежища по причине "явной необоснованности" ходатайства. Комитет также принимает к сведению заявление автора о том, что ее содержание в качестве жертвы гендерного насилия в датской тюрьме в течение нескольких месяцев без возможности пройти лечение в связи с полученной ею травмой представляет собой нарушение Конвенции государством-участником и государство-участник обязано надлежащим образом обеспечить принятие эффективных мер правовой защиты жертв гендерного насилия, а также возможность получения ими медицинских услуг и компенсации. ... Комитет отмечает, что автор сообщения, представленная адвокатом, не проинформировала Комитет о своем местонахождении, а также о том, была ли она депортирована в Китай. С учетом этих обстоятельств и в связи с отсутствием в деле какой-либо другой информации по данному вопросу Комитет считает, что автор сообщения не представила достаточного обоснования для целей приемлемости утверждения о том, что ее высылка из Дании в Китай подвергнет ее реальному, личному и предсказуемому риску серьезной формы гендерного насилия (пункты 8.8, 8.9 Решения).

Выводы Комитета: Комитет приходит к заключению, что сообщение является неприемлемым по смыслу пункта 2 c) статьи 4 Факультативного протокола (пункт 8.9 Решения).

Сообщение: X. и Y. против Грузии. Сообщение N 24/2009. Мнение принято Комитетом по ликвидации дискриминации в отношении женщин (далее - Комитет) 13 июля 2015 г.

Правовые позиции Комитета: Комитет напоминает о том, что в соответствии с пунктом 6 его Общей рекомендации N 19 дискриминация по смыслу статьи 1 Конвенции включает в себя насилие в отношении женщин по признаку пола. Такая дискриминация не ограничивается деяниями, совершаемыми правительством или от его имени. Наоборот, в соответствии со статьей 2 (e) государства-участники также могут нести ответственность за действия частных лиц, если они не принимают надлежащих мер, для того чтобы не допустить насилия и нарушения прав или осуществить расследования и вынести наказание за насилие, а также за обеспечение компенсации (пункт 9) (пункт 9.3 Решения).

Оценка Комитетом фактических обстоятельств дела: Комитет отмечает, что X. подала несколько жалоб на насилие в отношении нее и ее детей со стороны ее мужа в разные органы власти <1>. Все ее жалобы в полицию приводили к тому, что сотрудники полиции брали с ее супруга письменное обязательство не совершать больше насилия в отношении нее и ее детей, даже когда, по меньшей мере в одном случае, ей была выдана медицинская справка о том, что в результате избиения со стороны ее мужа ею получены поверхностные телесные повреждения. Комитет отмечает, что, несмотря на неоднократные письменные обязательства со стороны мужа, насилие в отношении авторов и других детей продолжало иметь место, при этом компетентные органы не принимали надлежащих мер, с тем чтобы его остановить. Рассмотрение первоначальной жалобы X. было прекращено после того, как она ее забрала, и органы уголовного преследования приняли решение не проводить расследование, несмотря на серьезный характер и тяжесть обвинений. Все последующие жалобы X. отклонялись, и органами уголовного преследования принимались решения о том, что в действиях мужа состав преступления отсутствует, в то время как судебные органы постановляли, что данные дела лишены оснований. Эти заявления не опровергались и не оспаривались государством-участником, которое просто отметило, что адвокат X. не сумел опровергнуть доказательства, собранные работниками прокуратуры в процессе многочисленных следственных мероприятий, тем самым создавая весьма высокие требования в отношении бремени доказывания в деле о бытовом насилии (пункт 9.6 Решения) (Аналогичный подход см., в частности, В.К. против Болгарии, сноска 13 выше, пункт 9.9.).

Комитет считает, что в своей совокупности вышеупомянутые неопровержимые факты свидетельствуют о том, что органы власти государства-участника не выполнили свои обязанности и не приняли соответствующие законодательные и другие меры, включая санкции, запрещающие насилие в отношении женщин в качестве одной из форм дискриминации в отношении женщин; не установили юридическую защиту прав женщин на равной основе с мужчинами и не обеспечили с помощью компетентных судов и других государственных учреждений эффективную защиту женщин от дискриминации; не воздержались от совершения дискриминационных актов или действий в отношении женщин и не обеспечили, чтобы государственные органы и учреждения действовали в соответствии с этим обязательством; не приняли все соответствующие меры для ликвидации дискриминации в отношении женщин со стороны любого лица, организации или предприятия; и не приняли все соответствующие меры, включая законодательные, для изменения или отмены действующих законов, постановлений, обычаев и практики, которые представляют собой дискриминацию в отношении женщин. Он также считает, что вышеупомянутые факты указывают на то, что государство-участник не выполнило свои обязанности и не приняло все соответствующие меры, с тем чтобы изменить социальные и культурные модели поведения мужчин и женщин в целях достижения искоренения предрассудков и упразднения обычаев и всей прочей практики, которые основаны на идее неполноценности или превосходства одного из полов или стереотипного восприятия роли мужчин и женщин (пункт 9.7 Решения).

Выводы Комитета: Действуя в соответствии со статьей 7 (3) Факультативного протокола и в свете вышеизложенных соображений, Комитет считает, что государство-участник не выполнило своих обязательств и тем самым нарушило права авторов по смыслу статьи 2 (b) - (f), рассматриваемых в совокупности со статьями 1 и 5 (a) Конвенции, а также общей рекомендации N 19 Комитета (пункт 10 Решения).

Комитет выносит в адрес государства-участника следующие рекомендации:

a) в отношении авторов сообщения: предоставить авторам надлежащую финансовую компенсацию, соразмерную тяжести нарушений их прав;

b) общие положения;

i) принять меры к тому, чтобы жертвам насилия в семье и их детям была предоставлена своевременная и адекватная помощь, в том числе жилье и психологическая поддержка;

ii) активизировать проведение кампаний по повышению информированности и ввести в действие политику абсолютной нетерпимости в том, что касается насилия в отношении женщин и, в частности, насилия в семье;

iii) ратифицировать Конвенцию о предотвращении и борьбе с насилием в отношении женщин и домашним насилием;

iv) обеспечить обязательную профессиональную подготовку судей, юристов и работников правоохранительных органов, включая работников прокуратуры, по вопросам применения Закона о предотвращении насилия в семье, в том числе по вопросам определения бытового насилия и гендерных стереотипов, а также надлежащую профессиональную подготовку по вопросам, касающимся Конвенции, Факультативного протокола к ней и общих рекомендаций Комитета, в частности общей рекомендации N 19.

 

Источник публикации: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/5471-02-marta-2015-goda-vyigrano-delo-v-komitete-oon-po-likvidatsii-diskriminatsii-v-otnoshenii-zhenshchin .

 

 

Message: I.V. v. Denmark. Message No. 51/2013. The decision was adopted by the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on March 2, 2015.

In 2013, the author was assisted in preparing a complaint. Subsequently, the complaint was communicated to Denmark.

Subject of the message: insufficient validity.

Substantive issue: deportation to China.

The Committee's legal positions: The Committee recalls its general recommendation No. 28 on the basic obligations of States parties under article 2 of the Convention, in which it affirmed that the obligations of States parties apply without discrimination to both nationals and non-nationals, including refugees, asylum seekers, migrant workers and persons with disabilities. stateless, within their territory or under de facto control, even if they are not located within the territory. As the Committee has pointed out, States parties are responsible for all their actions affecting human rights, regardless of whether the affected persons are located on their territories (paragraph 8.4 of the Decision).

The Committee recalls that article 1 of the Convention defines discrimination against women as any distinction, exclusion or restriction based on gender that is intended to weaken or nullify the recognition, enjoyment or exercise of women's human rights and fundamental freedoms in political, economic, social, cultural, civil or any other field. The Committee further recalls its general recommendation No. 19, which explicitly defines violence against women as discrimination against women and states that gender-based violence is a form of discrimination against women and includes acts causing harm or suffering of a physical, mental or sexual nature, threats of such acts, coercion and other forms of infringement of freedom. With regard to the State party's argument that, unlike other human rights treaties, the Convention does not directly or indirectly address issues of expulsion when there is a threat of torture or other serious threats to life and personal integrity, the Committee recalls that in the same recommendation it determined that such gender-based violence makes it difficult or nullifies women's enjoyment of a number of human rights and fundamental freedoms, including, among others, the right to life, the right not to be subjected to torture, cruel, inhuman or degrading treatment or punishment, the right to freedom and security of the individual, as well as the right to equal protection under the law (paragraph 8.5 of the Decision).

The Committee further notes that, according to international human rights standards, the principle of non-refoulement imposes an obligation on States to refrain from returning persons to a jurisdiction where they may be subjected to serious human rights violations, in particular arbitrary deprivation of life or torture or other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment. The principle of non-refoulement is also an integral element of the asylum procedure and the international refugee protection system. The essence of this principle is that the State cannot force a person to return to a territory where he or she may be subjected to persecution, including on gender grounds and motives. Gender-based forms of harassment are harassment directed against women as such or disproportionately affecting women (paragraph 8.6 of the Decision).

The Committee recalls that, in accordance with article 2 (d) of the Convention, States parties must refrain from committing any discriminatory acts or actions against women and ensure that public authorities and institutions act in accordance with this obligation. This obligation to act positively implies the obligation of States parties to protect women from a real, personal and foreseeable risk of being subjected to serious forms of gender-based violence, regardless of whether such consequences occur outside the territorial borders of the expelling State party: if a State party takes a decision against a person under its jurisdiction, the inevitable and predictable consequence of which will be a violation of the rights of this person under the Convention in another jurisdiction, the State party itself may become a violator of the Convention. For example, a State party would itself violate the Convention if it sent a person back to another State in a situation where it could have been foreseen that this would lead to serious acts of gender-based violence. The possibility of anticipating the consequences would mean that the State party had committed a violation, even though the consequences would only occur after some time. The severity of gender-based violence is determined by the circumstances of each individual case and assessed by the Committee individually based on the merits of the case, provided that the author has submitted credible arguments to the Committee, having sufficiently substantiated his allegations (paragraph 8.7 of the Decision) (See communication No. 33/2011, M.N.N. v. Denmark, decision on inadmissibility adopted on July 15, 2013 (that is, after the registration of this communication), paragraph 8.10.).

The Committee recalls that, in accordance with the recently adopted general recommendation No. 32 on the gender aspects of refugee status, asylum, citizenship and statelessness of women, articles 1-3, paragraph (a), articles 5 and 15 of the Convention establish the obligation of States parties to ensure that women are not discriminated against throughout the process of consideration. applications for asylum from the moment of arrival at the border. Women seeking asylum have the right to expect their rights to be respected in accordance with the Convention.; They have the right to non-discriminatory and respectful treatment and respect for their dignity throughout the asylum application procedure (paragraph 24). The Committee also recalls that a gender perspective should be applied at all stages of the asylum application procedure and that women seeking asylum whose application for asylum has been refused should be returned with dignity and non-discrimination (paragraphs 24-25) (paragraph 8.9 of the Decision).

The Committee's assessment of the factual circumstances of the case: The Committee notes the author's claim that she fears gender-based violence by representatives of organized criminal groups if she returns to China and that the Chinese authorities will not protect her from such acts. The Committee also notes that the State party's authorities have invalidated her claim that the Chinese authorities will not be willing or able to protect her from attacks by loan sharks, given the fact that she has never sought any protection while in China. The Committee notes that the author of the communication does not agree with the factual conclusions of the State party's authorities that she never asked the Chinese authorities for help and did not provide any obvious evidence that the Chinese authorities were unable or unwilling to protect her from representatives of organized crime (paragraph 8.8 Solutions).

The Committee further takes note of the author's claim that she is a victim of gender discrimination with regard to the right to access justice, as compared to male asylum seekers, a larger number of female asylum seekers are denied asylum by the authorities of the State party on the grounds of the "obvious unfounded" application. The Committee also takes note of the author's statement that her detention as a victim of gender-based violence in a Danish prison for several months without the opportunity to receive treatment for her injury constitutes a violation of the Convention by the State party and the State party is under an obligation to ensure that effective legal protection measures are taken for victims of gender-based violence, and They also have the opportunity to receive medical services and compensation. ... The Committee notes that the author, represented by a lawyer, did not inform the Committee of her whereabouts or whether she had been deported to China. In these circumstances, and in the absence of any other information on the matter in the case, the Committee considers that the author has not provided sufficient justification for the purposes of admissibility of the claim that her expulsion from Denmark to China would expose her to a real, personal and foreseeable risk of a serious form of gender-based violence (paragraphs 8.8, 8.9 Solutions).

The Committee's conclusions: The Committee concludes that the communication is inadmissible within the meaning of article 4, paragraph 2 (c), of the Optional Protocol (paragraph 8.9 of the Decision).

Message: X. and Y. against Georgia. Message No. 24/2009. The opinion was adopted by the Committee on the Elimination of Discrimination against Women (hereinafter referred to as the Committee) on July 13, 2015.

The Committee's legal position: The Committee recalls that, in accordance with paragraph 6 of its General recommendation No. 19, discrimination within the meaning of article 1 of the Convention includes gender-based violence against women. Such discrimination is not limited to acts committed by or on behalf of the Government. On the contrary, according to article 2 (e), States parties may also be held responsible for the actions of individuals if they fail to take appropriate measures to prevent violence and violations of rights or to investigate and punish violence, as well as to provide compensation (paragraph 9) (paragraph 9.3 of the Decision).

The Committee's assessment of the factual circumstances of the case: The Committee notes that X. submitted several complaints of violence against her and her children by her husband to various authorities <1>. All of her complaints to the police resulted in police officers making a written commitment from her husband not to commit further violence against her and her children, even when, in at least one case, she was given a medical certificate stating that she had suffered superficial injuries as a result of her husband's beating.. The Committee notes that, despite repeated written commitments from her husband, violence against the authors and other children continued to occur, with the competent authorities failing to take appropriate measures to stop it. The examination of X.'s initial complaint was terminated after she withdrew it, and the criminal prosecution authorities decided not to investigate, despite the serious nature and gravity of the charges. All subsequent complaints from X. They were rejected, and the criminal prosecution authorities decided that there was no corpus delicti in the husband's actions, while the judicial authorities ruled that the cases were unfounded. These statements were not refuted or disputed by the State party, which simply noted that lawyer X. He failed to refute the evidence gathered by the prosecutor's office during numerous investigative activities, thereby creating very high demands on the burden of proof in the domestic violence case (paragraph 9.6 of the Decision) (see, in particular, V.K. v. Bulgaria, footnote 13 above, paragraph 9.9.).

The Committee considers that, taken together, the above-mentioned irrefutable facts indicate that the authorities of the State party have not fulfilled their duties and have not taken appropriate legislative and other measures, including sanctions, prohibiting violence against women as a form of discrimination against women; they have not established legal protection of women's rights on an equal basis with the help of competent courts and other State institutions , women have not been effectively protected from discrimination.; have not refrained from committing discriminatory acts or actions against women and have not ensured that public authorities and institutions act in accordance with this obligation; have not taken all appropriate measures to eliminate discrimination against women by any person, organization or enterprise; and have not taken all appropriate measures, including legislation, to change or Repealing existing laws, regulations, customs, and practices that discriminate against women. It also considers that the above-mentioned facts indicate that the State party has not fulfilled its responsibilities and has not taken all appropriate measures to change the social and cultural patterns of behavior of men and women in order to achieve the elimination of prejudice and the abolition of customs and all other practices that are based on the idea of the inferiority or superiority of one of the gender or stereotypical perception of the roles of men and women (paragraph 9.7 of the Decision).

The Committee's conclusions: Acting under article 7 (3) of the Optional Protocol and in the light of the above considerations, the Committee considers that the State party has failed to comply with its obligations and has thereby violated the authors' rights within the meaning of articles 2 (b) to (f), read in conjunction with articles 1 and 5 (a). The Convention, as well as the Committee's general recommendation No. 19 (paragraph 10 of the Decision).

The Committee makes the following recommendations to the State party:

(a) With regard to the authors of the communication: provide the authors with adequate financial compensation commensurate with the severity of the violations of their rights;

(b) General provisions;

(i) Take measures to ensure that victims of domestic violence and their children are provided with timely and adequate assistance, including housing and psychological support;

(ii) Strengthen awareness-raising campaigns and implement a zero-tolerance policy with regard to violence against women and, in particular, domestic violence;

(iii) Ratify the Convention on Preventing and Combating Violence against Women and Domestic Violence;

(iv) Ensure mandatory professional training for judges, lawyers and law enforcement officials, including prosecutors, on the application of the Law on the Prevention of Domestic Violence, including on the definition of domestic violence and gender stereotypes, as well as adequate training on the Convention, its Optional Protocol and the Committee's general recommendations; In particular, general recommendation No. 19.

 

Publication source: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/5472-on-march-02-2015-the-case-was-won-in-the-un-committee-on-the-elimination-of-discrimination-against-women .

 

2

 

信息:I.V.v.丹麦。 第51/2013号电文。 该决定于2015年3月2日由消除对妇女歧视委员会通过。

2013年,提交人得到了协助准备投诉。 随后,将申诉转达丹麦。

消息主题:有效性不足。

实质性问题:递解出境。

委员会的法律立场:委员会回顾其关于缔约国根据《公约》第2条承担的基本义务的第28号一般性建议,其中确认缔约国的义务不歧视地适用于国民和非国民,包括难民、寻求庇护者、移徙工人和残疾人。 无国籍,在其领土内或在事实上的控制下,即使他们不在领土内。 正如委员会所指出的,缔约国应对其影响人权的一切行动负责,无论受影响的人是否位于其领土上(决定第8.4段)。

委员会回顾,《公约》第1条将对妇女的歧视界定为基于性别的任何区别、排斥或限制,其目的是削弱或取消对妇女在政治、经济、社会、文化、公民或任何其他领域的人权和基本自由的承认、享有或行使。 委员会还回顾其第19号一般性建议,该建议明确将对妇女的暴力行为界定为对妇女的歧视,并指出基于性别的暴力是对妇女的一种歧视形式,包括造成身体、精神或性性质的伤害或痛苦的行为、这种行为的威胁、胁迫和其他形式的侵犯自由的行为。 关于缔约国的论点,即与其他人权条约不同,《公约》没有直接或间接地处理存在酷刑威胁或其他严重威胁生命和人身完整的驱逐问题,委员会回顾,委员会在同一项建议中确定,这种基于性别的暴力使妇女难以或剥夺妇女享有若干人权和基本自由,其中包括生命权、不受酷刑的权利、残忍, 不人道或有辱人格的待遇或处罚、个人自由和安全的权利以及法律规定的平等保护的权利(决定第8.5段)。

委员会还注意到,根据国际人权标准,不驱回原则规定各国有义务不将人送回可能遭受严重侵犯人权行为,特别是任意剥夺生命或酷刑或其他残忍、不人道或有辱人格的待遇或处罚的司法管辖区。 不驱回原则也是庇护程序和国际难民保护制度的一个组成部分。 这一原则的实质是,国家不能强迫一个人返回他或她可能遭受迫害的领土,包括基于性别理由和动机的迫害。 基于性别的骚扰形式是针对妇女的骚扰,或对妇女造成不成比例的影响(决定第8.6段)。

委员会回顾,根据《公约》第2条(d)款,缔约国必须避免对妇女实施任何歧视行为或行动,并确保公共当局和机构按照这项义务行事。 这项积极行动的义务意味着缔约国有义务保护妇女免受真正的、个人的和可预见的遭受严重形式的基于性别的暴力的危险,而不论这种后果是否发生在驱逐缔约国的领土边界之外:如果缔约国对其管辖下的人作出决定,其不可避免和可预见的后果将是在另一个管辖区侵犯该人根据《公约》所享有的权利,缔约国本身就可能成为违反《公约》的人。 例如,如果一个缔约国将一个人送回另一个国家,而这种情况可能会导致严重的基于性别的暴力行为,那么该缔约国本身就会违反《公约》。 预计后果的可能性将意味着缔约国犯下了违反行为,尽管后果只会在一段时间后发生。 基于性别的暴力的严重程度由每个案件的情况决定,并由委员会根据案件的是非曲直个别评估,但提交人已向委员会提出可信的论据,并充分证实了他的指控(决定第8.7段)(见第33/2011号来文,M.N.n.诉丹麦,2013年7月15日通过的关于不可受理的决定(即在本来文登记后),第8.10段)。).

委员会回顾,根据最近通过的关于妇女难民地位、庇护、公民身份和无国籍状态的性别方面的第32号一般性建议,《公约》第1-3条(a)款、第5条和第15条规定缔约国有义务确保妇女在整个审议过程中不受歧视。 从抵达边境的那一刻起申请庇护。 寻求庇护的妇女有权期望她们的权利根据《公约》得到尊重。; 在整个庇护申请程序中,他们有权得到不歧视和尊重的待遇,并尊重他们的尊严(第24段)。 委员会还回顾,在庇护申请程序的所有阶段都应适用性别观点,庇护申请被拒绝的寻求庇护的妇女应以尊严和不受歧视的方式返回(第24至25段)(决定第8.9段)。

委员会对案件事实情况的评估:委员会注意到提交人声称,如果她返回中国,她担心有组织犯罪集团代表基于性别的暴力,中国当局不会保护她免受此类行为的侵害。 委员会还注意到,由于她在中国期间从未寻求过任何保护,缔约国当局宣布她的说法无效,即中国当局不愿意或无法保护她免受高利贷者的攻击。 委员会注意到,来文提交人不同意缔约国当局的事实结论,即她从未向中国当局寻求帮助,也没有提供任何明显的证据表明中国当局无法或不愿意保护她不受有组织犯罪代表的侵害(第8.8段解决办法)。

委员会还注意到提交人声称,她在诉诸司法的权利方面是性别歧视的受害者,与男性寻求庇护者相比,更多的女性寻求庇护者被缔约国当局以"明显毫无根据"的申请为由拒绝庇护。 委员会还注意到提交人的声明,即她作为基于性别的暴力的受害者被拘留在丹麦监狱几个月而没有机会接受伤害治疗,缔约国违反了《公约》,缔约国有义务确保对基于性别的暴力的受害者采取有效的法律保护措施,他们也有机会接受医疗服务和赔偿。 ... 委员会注意到,提交人由一名律师代理,没有向委员会通报她的下落,也没有将她是否被驱逐到中国。 在这种情况下,以及在没有关于本案此事的任何其他资料的情况下,委员会认为,提交人没有提供充分的理由来受理关于将她从丹麦驱逐到中国将使她面临真正的、个人的和可预见的严重形式的基于性别的暴力的危险的说法(第8.8、8.9段的解决办法)。

委员会的结论:委员会的结论是,根据《任择议定书》第四条第2款(丙)项的意义,来文不可受理(决定第8.9段)。

消息:X.和Y.反对格鲁吉亚。 第24/2009号电文。 《意见》于2015年7月13日由消除对妇女歧视委员会(下称委员会)通过。

委员会的法律立场:委员会回顾,根据其第19号一般性建议第6段,《公约》第1条意义上的歧视包括对妇女的基于性别的暴力。 这种歧视不限于由政府或代表政府实施的行为。 相反,根据第2条(e)款,缔约国如未能采取适当措施防止暴力和侵犯权利行为,或调查和惩罚暴力行为,以及提供赔偿,也可对个人的行为负责(第9段)(决定第9.3段)。

委员会对案件事实情况的评估:委员会注意到X.向各当局提出了几项关于她丈夫对她和她的孩子施暴的控诉。 她向警方提出的所有申诉都导致警官向她的丈夫作出书面承诺,不再对她和她的孩子实施进一步的暴力行为,即使在至少一个案件中,她得到了一份医疗证明,证明她因丈夫的殴打而受到了表面伤害。. 委员会注意到,尽管她丈夫一再作出书面承诺,但对提交人和其他儿童的暴力行为仍在继续发生,主管当局没有采取适当措施加以制止。 对X.最初投诉的审查在她撤回后终止,刑事起诉当局决定不进行调查,尽管指控的性质和严重性很严重。 X的所有后续投诉。 他们被驳回,刑事起诉当局裁定丈夫的行为没有犯罪事实,而司法当局则裁定这些案件毫无根据。 这些陈述没有得到缔约国的反驳或争议,缔约国只是指出律师X。 他没有反驳检察官办公室在许多调查活动中收集的证据,从而对家庭暴力案件的举证责任提出了很高的要求(决定第9.6段)(特别见V.K.诉保加利亚,上文脚注13,第9.9段)。).

委员会认为,综合起来,上述无可辩驳的事实表明,缔约国当局没有履行其职责,也没有采取适当的立法和其他措施,包括制裁,禁止对妇女的暴力行为作为对妇女的歧视;它们没有在主管法院和其他国家机构的帮助下平等地为妇女权利建立法律保护,妇女没有得到有效的保护,不受歧视。; 没有避免对妇女采取歧视行为或行动,也没有确保公共当局和机构按照这项义务行事;没有采取一切适当措施消除任何个人、组织或企业对妇女的歧视;没有采取一切适当措施,包括立法,改变或废除歧视妇女的现行法律、条例、习俗和做法。 委员会还认为,上述事实表明,缔约国没有履行其责任,也没有采取一切适当措施改变男女的社会和文化行为模式,以消除偏见,废除基于性别或对男女角色的陈规定型观念的习俗和所有其他习俗(决定第9.7段)。

委员会的结论:根据《任择议定书》第七条第(3)款行事,并根据上述考虑,委员会认为,缔约国没有履行其义务,从而侵犯了与第一条和第五条(甲)款一并解读的第二条(乙)至(f)款意义上的提交人的权利。 《公约》以及委员会第19号一般性建议(决定第10段)。

委员会向缔约国提出以下建议:

(a)关于来文提交人:向提交人提供与侵犯其权利的严重程度相称的适当经济补偿;

(b)一般规定;

(i)采取措施确保向家庭暴力受害者及其子女提供及时和充分的援助包括住房和心理支助;

㈡加强提高认识运动,执行对暴力侵害妇女行为,特别是家庭暴力的零容忍政策;

㈢批准《防止和打击暴力侵害妇女行为和家庭暴力公约》;

㈣确保对法官、律师和包括检察官在内的执法人员进行强制性的专业培训,使他们了解《防止家庭暴力法》的适用情况,包括家庭暴力的定义和性别陈规定型观念,并就《公约》、《任择议定书》和委员会的一般性建议,特别是第19号一般性建议进行适当的培训。

 

出版物来源: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/5473-2015-03-3 .

 

 

Besked: I. V. V. Danmark. Meddelelse Nr. 51/2013. Beslutningen blev vedtaget af Udvalget om afskaffelse af diskrimination mod kvinder den 2.Marts 2015.

I 2013 blev forfatteren bistået med at udarbejde en klage. Efterfølgende blev klagen meddelt Danmark.

Emne for meddelelsen: utilstrækkelig gyldighed.

Væsentlige spørgsmål: udvisning til Kina.

28 om de grundlæggende forpligtelser for deltagerstaterne i henhold til konventionens artikel 2, hvori det bekræftede, at deltagerstaternes forpligtelser uden forskelsbehandling gælder for både statsborgere og ikke-statsborgere, herunder flygtninge, asylansøgere, vandrende arbejdstagere og personer med handicap. statsløse, inden for deres område eller under de facto kontrol, selv om de ikke er beliggende inden for territoriet. Som udvalget har påpeget, er Deltagerstaterne ansvarlige for alle deres handlinger, der påvirker menneskerettighederne, uanset om de berørte personer befinder sig på deres område (afgørelsens punkt 8.4).

Udvalget minder om, at artikel 1 i konventionen definerer forskelsbehandling af kvinder som enhver sondring, udelukkelse eller begrænsning baseret på køn, der har til formål at svække eller ophæve anerkendelsen, nydelsen eller udøvelsen af kvinders menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, civile eller ethvert andet område. 19, der udtrykkeligt definerer vold mod kvinder som forskelsbehandling af kvinder og fastslår, at kønsbaseret vold er en form for forskelsbehandling af kvinder og omfatter handlinger, der forårsager skade eller lidelse af fysisk, mental eller seksuel karakter, trusler om sådanne handlinger, tvang og andre former for krænkelse af friheden. Med hensyn til Deltagerstatens argument om, at konventionen i modsætning til andre menneskerettighedstraktater ikke direkte eller indirekte behandler spørgsmål om udvisning, når der er en trussel om tortur eller andre alvorlige trusler mod liv og personlig integritet, minder Komiteen om, at den i samme henstilling fastslog, at sådan kønsbaseret vold gør det vanskeligt eller ophæver kvinders nydelse af en række menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder blandt andet retten til liv, retten til ikke at blive udsat for tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, individets ret til frihed og sikkerhed samt retten til lige beskyttelse i henhold til loven (afgørelsens punkt 8.5).

Udvalget bemærker endvidere, at non-refoulement-princippet ifølge internationale menneskerettighedsstandarder pålægger stater en forpligtelse til at afstå fra at sende personer tilbage til en jurisdiktion, hvor de kan blive udsat for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, især vilkårlig berøvelse af liv eller tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Princippet om non-refoulement er også et integreret element i asylproceduren og det internationale flygtningebeskyttelsessystem. Essensen af dette princip er, at staten ikke kan tvinge en person til at vende tilbage til et område, hvor han eller hun kan blive udsat for forfølgelse, herunder af kønsmæssige grunde og motiver. Kønsbaserede former for chikane er chikane rettet mod kvinder som sådan eller uforholdsmæssigt rammer kvinder (afgørelsens punkt 8.6).

Udvalget minder om, at deltagerstaterne i overensstemmelse med konventionens artikel 2, litra d), skal afstå fra at begå diskriminerende handlinger eller handlinger mod kvinder og sikre, at Offentlige myndigheder og institutioner handler i overensstemmelse med denne forpligtelse. Denne forpligtelse til at handle positivt indebærer deltagerstaternes forpligtelse til at beskytte kvinder mod en reel, personlig og forudsigelig risiko for at blive udsat for alvorlige former for kønsbaseret vold, uanset om sådanne konsekvenser opstår uden for den udvisende Deltagerstats territoriale grænser: hvis en deltagerstat træffer en afgørelse mod en person under dens jurisdiktion, hvis uundgåelige og forudsigelige konsekvens vil være en krænkelse af denne persons rettigheder i henhold til konventionen i en anden jurisdiktion, kan deltagerstaten selv blive en overtræder af konventionen. For eksempel ville en Deltagerstat selv overtræde konventionen, hvis den sendte en person tilbage til en anden stat i en situation, hvor det kunne have været forudset, at dette ville føre til alvorlige handlinger af kønsbaseret vold. Muligheden for at foregribe konsekvenserne ville betyde, at deltagerstaten havde begået en overtrædelse, selv om konsekvenserne først ville opstå efter nogen tid. Alvorligheden af kønsbaseret vold bestemmes af omstændighederne i den enkelte sag og vurderes af Udvalget individuelt på grundlag af sagens realitet, forudsat at forfatteren har forelagt troværdige argumenter for Udvalget, idet han har tilstrækkeligt underbygget sine påstande (afgørelsens punkt 8.7) (se meddelelse nr.33/2011, M. N. N. v. Danmark, afgørelse om afvisning vedtaget den 15. juli 2013 (dvs. efter registreringen af denne meddelelse), punkt 8.10.).

Udvalget minder om, at i overensstemmelse med den nyligt vedtagne generelle henstilling nr.32 om kønsaspekterne af flygtningestatus, asyl, statsborgerskab og statsløshed for kvinder fastsætter konventionens artikel 1-3, litra a), artikel 5 og 15, Deltagerstaternes forpligtelse til at sikre, at kvinder ikke diskrimineres under hele overvejelsesprocessen. ansøgninger om asyl fra tidspunktet for ankomsten til grænsen. Kvinder, der søger asyl, har ret til at forvente, at deres rettigheder respekteres i overensstemmelse med konventionen.; De har ret til ikke-diskriminerende og respektfuld behandling og respekt for deres værdighed under hele asylansøgningsproceduren (punkt 24). Udvalget minder også om, at der bør anvendes et kønsperspektiv i alle faser af asylansøgningsproceduren, og at kvinder, der søger asyl, hvis asylansøgning er blevet afvist, bør returneres med værdighed og ikke-forskelsbehandling (punkt 24-25) (punkt 8.9 i afgørelsen).

Udvalgets vurdering af sagens faktiske omstændigheder: Udvalget noterer sig forfatterens påstand om, at hun frygter kønsbaseret vold fra repræsentanter for organiserede kriminelle grupper, hvis hun vender tilbage til Kina, og at de kinesiske myndigheder ikke vil beskytte hende mod sådanne handlinger. Udvalget bemærker også, at deltagerstatens myndigheder har ugyldiggjort hendes påstand om, at de kinesiske myndigheder ikke vil være villige eller i stand til at beskytte hende mod angreb fra lånehajer, da hun aldrig har søgt nogen beskyttelse, mens hun var i Kina. Udvalget bemærker, at forfatteren af meddelelsen ikke er enig i de faktiske konklusioner fra deltagerstatens myndigheder om, at hun aldrig bad de kinesiske myndigheder om hjælp og ikke fremlagde nogen åbenlyse beviser for, at de kinesiske myndigheder ikke var i stand til eller uvillige til at beskytte hende mod repræsentanter for organiseret kriminalitet (punkt 8.8 løsninger).

Udvalget noterer sig endvidere forfatterens påstand om, at hun er offer for kønsdiskrimination med hensyn til retten til adgang til retfærdighed, sammenlignet med mandlige asylansøgere nægtes et større antal kvindelige asylansøgere asyl af myndighederne i deltagerstaten på grund af den "åbenlyse ubegrundede" ansøgning. Komiteen noterer sig også forfatterens Erklæring om, at hendes tilbageholdelse som offer for kønsbaseret vold i et dansk fængsel i flere måneder uden mulighed for at modtage behandling for hendes skade udgør en overtrædelse af konventionen af deltagerstaten, og deltagerstaten er forpligtet til at sikre, at der træffes effektive retlige beskyttelsesforanstaltninger for ofre for kønsbaseret vold, og de har også mulighed for at modtage lægehjælp og erstatning. ... Udvalget bemærker, at forfatteren, repræsenteret af en advokat, ikke informerede Udvalget om, hvor hun var, eller om hun var blevet deporteret til Kina. Under disse omstændigheder, og i mangel af andre oplysninger om sagen i sagen, finder udvalget, at ophavsmanden ikke har fremlagt tilstrækkelig begrundelse med henblik på antageligheden af påstanden om, at hendes udvisning fra Danmark til Kina ville udsætte hende for en reel, personlig og forudsigelig risiko for en alvorlig form for kønsbaseret vold (punkt 8.8, 8.9 løsninger).

Udvalgets konklusioner: Udvalget konkluderer, at meddelelsen ikke kan antages til realitetsbehandling som omhandlet i artikel 4, stk.2, litra c), i den fakultative protokol (afgørelsens punkt 8.9).

Mod Georgien. Meddelelse Nr. 24/2009. Udtalelsen blev vedtaget af Udvalget om afskaffelse af forskelsbehandling af kvinder (i det følgende benævnt udvalget) den 13.juli 2015.

Udvalgets juridiske holdning: Udvalget minder om, at forskelsbehandling i henhold til paragraf 6 i sin generelle henstilling nr.19 omfatter kønsbaseret vold mod kvinder i henhold til konventionens artikel 1. En sådan forskelsbehandling er ikke begrænset til handlinger begået af eller på vegne af regeringen. Tværtimod kan deltagerstaterne i henhold til artikel 2, litra e), også holdes ansvarlige for enkeltpersoners handlinger, hvis de undlader at træffe passende foranstaltninger til at forebygge vold og krænkelser af rettigheder eller til at efterforske og straffe vold samt til at yde erstatning (afgørelsens punkt 9.3).

Udvalgets vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen: Udvalget bemærker, at H. indgav flere klager over Vold mod hende og hendes børn af hendes mand til forskellige myndigheder <1>. Alle hendes klager til politiet resulterede i, at politibetjente skriftligt forpligtede sig fra sin mand til ikke at begå yderligere vold mod hende og hendes børn, selv når hun i mindst et tilfælde fik en lægeerklæring om, at hun havde lidt overfladiske skader som følge af sin mands slag.. Udvalget bemærker, at trods gentagne skriftlige tilsagn fra hendes mand, vold mod forfatterne og andre børn fortsatte med at forekomme, med de kompetente myndigheder undlader at træffe passende foranstaltninger for at stoppe det. Undersøgelsen af den oprindelige klage blev afsluttet, efter at hun trak den tilbage, og de strafferetlige anklagemyndigheder besluttede ikke at undersøge sagen, på trods af anklagernes alvorlige karakter og grovhed. Alle efterfølgende klager fra H. De blev afvist, og de strafferetlige myndigheder besluttede, at der ikke var nogen corpus delicti i mandens handlinger, mens de retslige myndigheder fastslog, at sagerne var ubegrundede. Disse udtalelser blev ikke afvist eller bestridt af Deltagerstaten, som blot bemærkede, at advokat H. Han undlod at tilbagevise de beviser, der blev indsamlet af anklagemyndigheden under adskillige efterforskningsaktiviteter, hvilket skabte meget høje krav til bevisbyrden i sagen om vold i hjemmet (afgørelsens punkt 9.6) (se især V. K. mod Bulgarien, fodnote 13 ovenfor, punkt 9.9.).

Udvalget finder, at de ovennævnte ubestridelige kendsgerninger tilsammen viser, at myndighederne i deltagerstaten ikke har opfyldt deres pligter og ikke har truffet passende lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, herunder sanktioner , der forbyder vold mod kvinder som en form for diskrimination mod kvinder; de har ikke etableret juridisk beskyttelse af kvinders rettigheder på lige fod med hjælp fra kompetente domstole og andre statslige institutioner, kvinder er ikke blevet effektivt beskyttet mod forskelsbehandling.; har ikke afstået fra at begå diskriminerende handlinger eller handlinger mod kvinder og har ikke sikret, at Offentlige myndigheder og institutioner handler i overensstemmelse med denne forpligtelse; har ikke truffet alle passende foranstaltninger til at fjerne forskelsbehandling af kvinder af nogen person, organisation eller virksomhed; og har ikke truffet alle passende foranstaltninger, herunder lovgivning, for at ændre eller ophæve eksisterende love, regler, skikke, og praksis, der diskriminerer kvinder. Den mener også, at ovennævnte kendsgerninger viser, at Deltagerstaten ikke har opfyldt sit ansvar og ikke har truffet alle passende foranstaltninger til at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønstre for at opnå eliminering af fordomme og afskaffelse af skikke og al anden praksis, der er baseret på ideen om underlegenhed eller overlegenhed af en af køns-eller stereotypisk opfattelse af mænds og kvinders roller (afgørelsens punkt 9.7).

Komiteens konklusioner: i henhold til artikel 7, stk.3, i den valgfrie protokol og i lyset af ovenstående betragtninger finder Komiteen, at deltagerstaten har undladt at opfylde sine forpligtelser og derved har krænket ophavsmændenes rettigheder som omhandlet i artikel 2, litra b) - f), sammenholdt med artikel 1 og 5, litra a). Konventionen samt udvalgets generelle henstilling nr.19 (afgørelsens punkt 10).

Udvalget fremsætter følgende anbefalinger til deltagerstaten::

A) for så vidt angår ophavsmændene til meddelelsen: give ophavsmændene en passende økonomisk kompensation svarende til alvoren af krænkelserne af deres rettigheder;

B) Almindelige bestemmelser;

i) træffe foranstaltninger til at sikre, at ofre for vold i hjemmet og deres børn får rettidig og passende hjælp, herunder bolig og psykologisk støtte;

- styrke oplysningskampagner og gennemføre en nultolerancepolitik med hensyn til vold mod kvinder og navnlig vold i hjemmet;

(III) ratificere konventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet;

(iv) sikre obligatorisk faglig uddannelse af dommere, advokater og retshåndhævende embedsmænd, herunder anklagere, om anvendelsen af loven om forebyggelse af vold i hjemmet, herunder om definitionen af vold i hjemmet og kønsstereotyper, samt passende uddannelse om konventionen, dens valgfri protokol og udvalgets generelle henstillinger; især generel henstilling nr.19.

 

Publikationskilde: https://espchhelp.ru/koon/blog-koon/5474-den-02-marts-2015-blev-sagen-vundet-i-fn-s-udvalg-for-afskaffelse-af-diskrimination-mod-kvinder .